Ruslands ambassadør truer: Vil overtage danske virksomheder

Skrevet af Mathias Nielsen

14/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vladimir Barbin mener ikke, at danske virksomheder kan vide sig sikker.

Dagens topnyheder

Flere danske virksomheder har indstillet deres aktiviteter i Rusland som følge af invasionen.

Det gælder blandt andet Carlsberg, som ellers oplever god vækst i Rusland.

Boykottene er sket, fordi man ønsker at tage afstand fra Ruslands aktiviteter i Ukraine.

Når konflikten forhåbentlig en dag er slut, så skulle virksomheder igen gerne kunne vende tilbage til normalen, men det er ikke sikkert.

Danske virksomheder, der har indstillet sine aktiviteter i Rusland som følge af invasionen i Ukraine, kan ikke vide sig sikre på at fortsætte driften, for måske vil russerne til den tid have overtaget deres fabrikker eller kontorer.

Det siger Vladimir Barbin, som er russisk ambassadør i Danmark i et debatindlæg i Politiken.

Han skriver, at Rusland er tvunget til at reagere på de vestlige sanktioner, der har til formål at svække russisk økonomi.

En af løsningerne er slet og ret at konfiskere vestlige virksomheders værdier i Rusland.

En anden mulighed er at drive virksomhederne videre med en russisk ledelse.

“Der er ved at opstå en konsensus om, hvorvidt det er tilrådeligt at etablere ekstern ledelse i virksomheder, der indstiller deres aktiviteter i Rusland,” skriver Vladimir Barbin.

Samtidig understreges det, at de virksomheder, som for nu vælger at blive i Rusland og fortsætte aktiviteterne, vil få den nødvendige støtte.

Hos Dansk Industri ser underdirektør Peter Thagesen en mulig nationalisering af danske virksomheder im Rusland som en alvorlig trussel:

“Vi risikerer, at det bliver Putins oligarkvenner, der har fået indefrosset deres økonomiske midler, som får lov til at overtage nøglerne til de her virksomheder, så de kan skumme overskuddet,” siger han til TV 2.