Så er det frem med paraplyen: Her er vejret i næste uge

Skrevet af Ronja Ryde

04/05/2014

Dagens topnyheder

Temperaturen er allerede faldet, siden vi for en uges tid siden oplevede vejr, der næsten kunne forveksles med sommer. Og sådan bliver det desværre ved.

I næste uge vil det fortsat være koldt - mellem 10 og 17 grader det meste af ugen. Og de fleste af dagene bliver det kolde vejr også suppleret med regn, lyder det fra DMI.

- Det ser noget ustadigt ud, må jeg indrømme. Allerede mandag kommer et tyndt regnvejr ind over landet, og temperaturen kommer nok ikke over 12 grader. Regnvejret kommer fra vest, og trækker ind over landet. Hen på eftermiddagen rammer det den østlige del af landet, siger vagtchef ved DMI, Mogens Rønnebek, til Dagens.dk.

Tirsdag byder vejret ligeledes på skyer og regn, fordi der lukkes op for frontsystemer fra vest. Men temperaturerne kan denne dag godt snige sig op på 17 grader, hvis man er heldig og bor midt i landet. 

Resten af arbejdsdagene, onsdag, torsdag og fredag, kan man også være heldig at opleve lidt højere varmegrader - dog formentlig ikke mere end 17 grader. Også her rammes landet af pletvise byger. 

- Så har man allerede fundet sommertøjet frem, er det nok en god idé at supplere med regntøj i næste uge. Men det bliver godt for haveejerne, for regnen falder på et tørt sted, siger Mogens Rønnebek, og hentyder til, at det efterhånden er et stykke tid siden, det sidst har regnet over Danmark.