Salling-koncernen sænker priserne: Så meget billigere bliver mælk, smør og ost

Skrevet af Jesper Bengtson

57 uger siden

|

15/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Butikskæderne Bilka, Føtex og Netto er alle under Salling-koncernen, og nu bliver det billigere at handle i disse butikker.

Dagens topnyheder

Kunderne kan nu glæde sig til, at mejeriprodukterne mælk, smør og ost i både Bilka, Netto og Føtex vil falde i pris.

Sådan skriver TV 2 Østjylland.

Prisfaldene kommer i kølvandet på, at mejeriproducenten Arla har valgt at sænke deres priser i slutningen af april. Grunden til det er, at der har været en overproduktion af mælk.

Produkterne, der falder i pris, har forskellige prisfald, og de svinger fra alt imellem 50 ører og 10 kroner.

Netop denne slags produkter er også steget voldsomt det seneste år, hvorfor mange danskere med garanti vil mene, at prisfaldene er på sin plads.

I forbindelse med Ruslands indtog i Ukraine sidste år, eksploderede forbrugerpriserne. Det var noget, som gjorde ondt på danskernes pengepung.

Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group, fortæller, at de vil forsøge at få priserne tilbage, hvor de kom fra:

“Hen over det seneste år har vi oplevet, at priserne er steget, fordi leverandørerne har måttet opkræve højere priser på grund af udgifter til energi, transport og råvarer. Nu er der kommet et fald. Derfor sætter vi priserne ned igen krone for krone, ligesom vi havde lovet”, udtaler han.

Inflationen, som er et andet ord for forbrugerpriserne, toppede i oktober 2022, og siden da er den gudskelov begyndt at falde tilbage igen som følge af faldende energipriser.

Men lige netop dagligvarebutikkerne og supermarkederne har ikke fulgt tilbagegangen af den ellers buldrende inflation - så priserne har holdt sig oppe.

Politiken har lavet nogle udregninger, der er baseret på forbrugerindeksets seneste tal, der viser, at priserne på fødevarer stadig stiger.

Siden slutningen af 2021 er æg blevet 34% dyrere, mælk og ost er blevet 35% dyrere, mens smør er blevet hele 45% dyrere.