Når bilen ikke ruller, sommerhuset står tomt, og båden gynger stille i havnen, er det fristende at tjene lidt ekstra ved at leje ud. Men de ekstra kroner på kontoen kan hurtigt forvandle sig til en uventet regning, hvis man glemmer skattepligten.
Skattestyrelsen har netop offentliggjort en opgørelse, der viser et overraskende højt antal fejl blandt danskere, der tjener penge gennem digitale udlejningsplatforme som GoMore og Airbnb. 93 procent af de kontrollerede sager fra 2024 indeholdt fejl – og resultatet er opkrævninger på samlet 21 millioner kroner, det højeste niveau nogensinde i kategorien.
De digitale platforme, der gør det nemt at matche udlejer og lejer, har gjort deleøkonomien til allemandseje. Men mange af platformene indberetter ikke automatisk oplysninger til Skattestyrelsen, og det betyder, at danskerne selv skal sørge for at oplyse indtægten. Det sker langt fra altid.
Fejlene spænder fra manglende registrering af beløb til forkert oplyste fradrag og bevidste undladelser. Ifølge Skattestyrelsen er området modtageligt for både fejl og decideret snyd, og derfor har man intensiveret kontrollen de seneste år. Siden 2020 er der gennemført over 5.000 kontroller, og alene i 2024 blev der lavet omkring 1.200 målrettede sager.
Skatteminister Rasmus Stoklund reagerer på tallene:
“Desværre viser kontrolresultaterne, at mange danskere bevidst eller ubevidst ikke er gode til at oplyse lejeindtægterne til skattevæsenet,” siger han.
Ministeren lægger ikke skjul på, at der nu skal strammes op:
“Alle skal selvfølgelig spille inden for reglerne og betale den skat, man skal,” understreger han.
Sideløbende med kontrolarbejdet arbejder Skattestyrelsen på at forbedre vejledningen til borgerne. Informationen opdateres løbende på skat.dk, og målet er at give almindelige mennesker bedre forudsætninger for at overholde reglerne.
På EU-plan deltager Danmark også i et samarbejde om udveksling af data om udlejningsaktiviteter. Direktivet DAC7 betyder, at skattemyndighederne i EU nu deler information om, hvem der tjener hvad – og hvor. Formålet er at sikre, at også deleøkonomien bidrager til en fair og ensartet beskatning i hele EU.