Forside Indland Skete den 24. september: Dronning Margrethe modtog helt særlig pris

Skete den 24. september: Dronning Margrethe modtog helt særlig pris

Skete den 24. september: Dronning Margrethe modtog helt særlig pris
Kongehuset

Æresprisen gives til Hendes Majestæt for igennem mere end 50 år at have været et markant forbillede for piger og kvinder.

I anledning af ALT for damernes 80-års-jubilæum overrækker magasinet en særlig ærespris til Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Overrækkelsen fandt sted på Fredensborg Slot den 24. september, mens offentliggørelsen skete i forbindelse med ALT for damerne GULD og fejringen af 80-års-jubilæet i Operaen i København lørdag den 3. oktober.

Her blev også årets Søstersindpris og Guldknappen overrakt.

Dronning Margrethe modtog særlig hyldest

Det var et helt helt særligt øjeblik, da ALT for damerne for kort tid siden offentliggjorde, at magasinet i anledning af sit 80-års-jubilæum har overrakt en ærespris til Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Mens selve overrækkelsen fandt sted i private rammer på Fredensborg Slot den 24. september, blev offentliggørelsen i Operaen i København en stor hyldest til Dronning Margrethe, da knap 800 mennesker var samlet til ALT for damerne GULD.

Æresprisen gives til Hendes Majestæt for igennem mere end 50 år at have været et markant forbillede for piger og kvinder.

I motivationen, som blev læst højt for Hendes Majestæt på Fredensborg Slot, stod der blandt andet:

“Med imponerende tydelighed, et stort intellekt og beundringsværdig kreativitet har Hendes Majestæt Dronning Margrethe siden overtagelsen af tronen i 1972 vist generationer af kvinder, at ingen opgave er for stor. Uanset køn. Hendes Majestæts stærke personlighed og mod til at udtrykke sig gennem kunst, håndværk og mode har vist piger og kvinder, at man skal turde at være sig selv. Også selvom man skiller sig ud. Hendes Majestæt er et bevis på, at kvinder kan være både seriøse, fagligt dygtige, intellektuelle, humoristiske, kreative og farverige på en og samme tid.”

Æresprisen overrækkes på skuldrene af 80 års historie

Æresprisen blev personligt overrakt til Hendes Majestæt af ALT for damernes chefredaktør Heidi Frederikke Sigdal og kunstner Nikoline Liv Andersen.

“At overrække æresprisen til Hendes Majestæt Dronning Margrethe var et meget særligt og bevægende øjeblik. Jeg var så rørt og stolt af flere årsager. At sidde der helt privat med Hendes Majestæt på Fredensborg Slot vil jeg aldrig glemme. Det var både enormt hjertevarmt og nærværende. Og samtidig så var jeg meget bevidst om, at jeg ikke blot overrakte prisen på vegne af os, der udgør ALT for damerne i dag. Jeg sad der på skuldrene af alle dem, der har været med i hele bladets levetid. For jeg er slet ikke i tvivl om, at Hendes Majestæt har takket ja til æresprisen, fordi vi i dag er et magasin med et stærkt og tydeligt DNA, som mange har været med til at skabe igennem de seneste 80 år,” siger Heidi Frederikke Sigdal. 

Med prisen fulgte et broderet værk af Nikoline Liv Andersen.

Værket forestiller Dronning Margrethe og er særligt broderet til forsiden på ALT for damernes jubilæumsnummer, der udkom den 1. oktober. 

Ads by MGDK