Skilsmissedramaet eskalerer efter ny 'bombe': Janni Ree risikerer milliongæld til Karsten

Emil Martesen

3 uger siden

|

12/09/2024
Indland
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Janni Ree risikerer milliongæld til Karsten.

Dagens topnyheder

Det er nok de færreste danskere, der ikke er klar over, at Janni og Karsten Ree står midt i en skilsmisse.

Efter 11 år sammen, hvoraf de seneste ni var som ægtefolk, har forholdet mellem den 79-årige milliardær og den tidligere forsidefrue nået sin afslutning.

Siden det kom frem, at kendisparret skulle skilles, er det ikke gået stille for sig.

Forløbet har allerede været præget af dramatik, og der er intet, der tyder på, at situationen vil udvikle sig mere fredeligt i den nærmeste fremtid.

Specielt ikke efter at SE&HØR nu kan afsløre, at Janni Ree risikerer at hænge på en milliongæld til Karsten.

Det skal ses i lyset af, at Janni Ree tilbage i 2021 valgte at investere 1,6 millioner kroner i online-casinoet Mocinoplay ApS med en økonomisk håndsrækning fra hendes mand.

Pengene var lånt af Karsten, og et gældsbrev blev udarbejdet som en del af aftalen.

Ifølge dette gældsbrev ville gælden blive eftergivet, hvis parret stadig var gift, når Karsten, der i dag er 79 år, går bort. Samtidig skulle Janni modtage 10 millioner kroner samt nogle aktier ved hans død.

Men Janni Rees investering har siden vist sig at være en økonomisk katastrofe.

Mocinoplay står i dag med en negativ egenkapital på over 15 millioner kroner, og virksomheden er i dyb gæld.

Det må i den grad give anledning til panderynker for Janni Ree, der befinder sig i Schweiz hos sin kæreste Jeppe Stokholm.

Hun lægger dog ikke skjul på, at ansvaret for den økonomiske situation ikke alene ligger hos hende:

"Det er Karstens skyld, at den gæld er opstået. Det er foregået på en måde, som ikke er lovlig. Men jeg kan ikke sige mere - det bliver en del af en kommende retssag", lyder det fra hende, inden hun henviser til sin advokat, der ikke vil sætte flere ord på.

På spørgsmålet om, hvordan hun forholder sig til den fejlslagne investering, forholder Janni sig nøgternt:

"Man ved jo, at det kan gå begge veje, når man kaster sig ud i sådan noget".