SSI afslører: Sande smittetal kan være 50% højere

Skrevet af Nicolai Busekist

16/02/2022
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
De sande smittetal kan være op mod 50% højere end angivet, afslører Statens Serum Institut.

Dagens topnyheder

I øjeblikket bliver et stort antal danskere smittet med coronavirus. Dog er det ikke, der smittes, som lader sig teste. Det betyder, at der er opstået et mørketal for smittens egentlige udbredelse i Danmark.

Ud fra den analyse af blod fra danske bloddonorer vurderes det ifølge Statens Serum Institut, at de sande smittetal kan være 50% højere end PCR-testene angiver.

I en ny pressemeddelelse skriver SSI, at det svarer til, at halvdelen af de voksne i Region Hovedstaden og Region Sjælland har været smittet med coronavirus siden 1. november sidste år.

I et samarbejde mellem Danske Regioner og Statens Serum Institut (SSI) undersøger man hver anden uge forekomsten af antistoffer mod infektion med coronavirus i blod fra bloddonorer.

Tallene herfra sammenholder man efterfølgende med resultaterne fra PCR-testene. Dette gøres med henblik på at estimere det reelle antal smittede.

I den anden runde af undersøgelsen har 5.847 donorer, der har givet blod i perioden fra den 31. januar til den 6. februar, deltaget.

Resultaterne indikerer, at der er tale om et højt mørketal. Det samme kunne desuden ses i første runde. Andelen af smittede, der ikke er testet PCR-positiv estimeres at udgøre mellem en tredjedel og halvdelen af alle infektioner.

"Hvis vi fremskriver forekomsten, anslår vi nu, at 44% af den raske voksne befolkning mellem 18 og 72 år har været smittet under især Omikron-bølgen, dvs mellem den 1. november sidste år og den 9. februar i år. Smitten i Region Hovedstaden og også Region Sjælland har været højere end i resten af landet og det anslås at 50% nu har været smittede," siger SSI-direktør Henrik Ullum.

SSI slår dog fast, at der er tale om en beregning. Derfor understreger de, at resultaterne af antistofmålinger og fremskrivning af, hvor mange, der har været smittet i alt, er behæftet med en vis usikkerhed.