På grund af den stigende smitte med Omikron-varianten, forventer SSI, at antallet af smittede og nyindlæggelser vil stige frem mod det nye år.
Lige nu læser andre
Med afsæt i den stigende smitte med Omikron-varianten har Ekspertgruppen for matematisk modellering udgivet en ny rapport, hvori de skriver, at de forventer stigende smittetal og flere indlæggelser frem mod jul.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Læs også
Deres estimering lyder på, at det daglige smittetal vil spænde fra 9.000 til 45.000 den 24 december. Dog oplyser de, at der er stor usikkerhed forbundet med disse beregninger.
Hvor højt smittetallet bliver den 24. december, afhænger af flere ting. Det afhænger ifølge SSI både af graden af vigende immunitet for Omikron-varianten samt danskernes adfærd.
Derudover forventer Ekspertgruppen for matematisk modellering også, at der vil ske en stigning i antallet af indlæggelser.
“Vi estimerer mellem 130-250 daglige nyindlæggelser den 24. december, når vi antager, at Omikron-varianten giver samme risiko for at komme på hospitalet, og smitter halvanden til to gange så meget som Delta-varianten,” fortæller Camilla Holten Møller, der er leder af ekspertgruppen.
Camilla Holten Møller fortæller også, at der er store usikkerheder omkring indlæggelsesrisikoen for den nye variant, som er begyndt at sprede sig i hele verden. Der er dog indikationer af, at varianten er mindre alvorlig.
“Der er stadig store usikkerheder omkring indlæggelsesrisikoen for Omikron-varianten. Og der er indikationer på, at varianten kan være mindre alvorlig. Derfor har vi også lavet beregninger for, hvis den er halvt så alvorlig som Delta-varianten. Er det tilfældet, ser vi i modellerne frem mod daglige nyindlæggelser i størrelsesordenen 120-190 den 24. december,” siger hun.
I og med, at Omikron-varianten kun har været kendt i tre uger, er der fortsat store usikkerheder omkring den.
Blandt andet vides det endnu ikke, hvor stor effekten af vaccination og revaccination vil være. Dertil ved man heller ikke, hvor hurtigt effekten af vaccinerne aftager over for denne variant i forhold til Delta-varianten.
Ydermere er der fortsat ikke tilstrækkelig data til at vise, hvor meget mere smitsom Omikron-varianten er, og om den er mere eller mindre alvorlig end Delta-varianten, der er den dominerende variant på nuværende tidspunkt.
Derfor har Ekspertgruppen regnet på otte forskellige scenarier, der hver især har en række forskellige kombinationer af relevante parametre. Fælles for disse otte scenarier er, at de alle peger på stigende smittetal og nyindlæggelser.