Stor hval strandet i dansk fjord: Den vil ikke blive fjernet

Skrevet af Mathias Madsen

25/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En stor næbhval er blevet spottet tæt på en badebro i Kolding Fjord.

Dagens topnyheder

Mandag eftermiddag har der været livlig aktivitet i den jyske by Kolding, da en stor hval er strandet i byens fjord. 

Flere lokale medier skriver, at hvalen - som formentlig er en næbhval - blev observeret mandag eftermiddag i Kolding Fjord ud for Fjordvej nær byens roklub, og det menes at hvalen er strandet. 

"Den er sandsynligvis syg og så søger den ind mod land," har naturvejleder, Jørn Chemnitz, således udtalt til Kolding Netavis, og han har desuden forklaret, at den vil få lov at blive liggende, så naturen kan gå dens gang. 

Næbhvalen findes i hele Norden og dermed også i Danmark, og selvom det ikke er første gang, at man oplever en strandet næbhval i de danske farvande, så er det stadig et usædvanligt syn. 

Der har nemlig ikke været særlig mange kendte strandinger af næbhvale i Danmark, og den seneste var ifølge JydskeVestkysten i februar 2020, hvor en næbhval strandede på Rømø. Inden da skal vi helt tilbage til 1992, hvor en næbhval strandede ved Stenderup Hage i Lillebælt, og inden det fandt en stranding af en fem meter lang næbhval også sted ved Lundeborg på Fyn i 1969. 

Der er ydermere blevet observeret en død næbhval i Horsens Fjord i september 2021, og det menes desuden, at den strandede hval i Kolding er den første af sin slags i det område. 

"[...] det er bestemt meget sjældent," har Charlotte Bie Tøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet således udtalt i forbindelse med, at museet blev informeret om den strandede hval. Det skriver JydskeVestkysten. 

Videoer og billeder af hvalen kan ses her.

Næbhvalen er udbredt i hele Nordatlanten, men lever normalt kun på dybt vand, og det er derfor udsædvanligt at se en næbhval i lavt vand som i Kolding Fjord. 

Hvalen er en del af Mesoplodon slægten og er den eneste art fra denne slægt der lever i danske farvande. Hvalerne kan blive fire til fem meter lange og vejer typisk omkring ét ton.