Stor overraskelse: Danske Spil forventer millionudbetaling til kunderne

Skrevet af Mathias Nielsen

04/02/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hos Danske Spil ser man lige nu ud til at skulle udbetale et anseeligt beløb til en hel del kunder, som inden sæsonen tog et noget overraskende valg.

Dagens topnyheder

Den indeværende sæson af den engelske Premier League har kastet flere overraskelser af sig, men det er nok ligaens nummer ét, som løber med den største overskrift.

Det er nemlig Arsenal, som lige nu ligger til at hive den eftertragtede pokal hjem her 50 procent inde i sæsonen.

Sker det, så vil det være den største overraskelse, siden Leicester for syv sæsoner siden på yderst overraskende vis kørte titlen hjem med Kasper Schmeichel på holdet.

Hvis man før sæsonen spurgte eksperterne - og deriblandt også oddssætterne hos Danske Spil - så var der bred enighed om, at Manchester City ville tage det tredje mesterskab i træk.

Det lå især i kortene efter signingen af den norske superstjerne Erling Haaland, som da også har taget ligaen med storm.

Arsenal var faktisk blot nummer seks på Danske Spils liste over favoritter.

“Ikke siden Leicesters mesterskab i 2016 har så store underdogs været på vej mod mesterskabet i England. Vi gav odds 60,00 på Arsenal som engelsk mester tilbage i juni 2022, og det viser jo tydeligt, at vi ikke havde den store fidus til The Gunners,” indrømmer oddssætter Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil og tilføjer:

“Arsenal har ikke prøvet at ende i top 4 siden de blev nummer to efter Leicester i 2016, så vi må være ærlige og sige, at det kommer helt bag på os, at de nu ligger nummer et med så solidt et forspring til forfølgerne. Men man må også bare rose dem og sige, at de har været vældigt konstante hele vejen,” siger han.

Der er dog mange, som inden sæsonen har valgt at spille på Arsenal som mester, fortæller Peter Emmike Rasmussen.

Som det ser ud lige nu, så forventer Danske Spil at skulle udbetale i omegnen af en million kroner til de kunder, som har oddset på Arsenal til at vinde ligaen.

“Der er vel snart kun to ting, der kan forhindre Arsenal i at blive engelske mestre. Et mirakel, eller Erling Haaland… Men med 25 mål i 20 kampe, så er Manchester Citys norske angriber jo i sig selv lidt af et mirakel, så lad os nu se,” siger Peter Emmike Rasmussen.

Leicester var i sin tid oppe at give odds 1.500 inden sæsonstart. Arsenal gav inden sæsonstart i år pengene 50 gange igen, men steg til odds 60 kort efter sæsonstart.