Sundhedsstyrelsen peger på en helt anden og mere effektiv løsning.
Lige nu læser andre
Har du for vane at række ud efter smertestillende og søge mod sofaen, når ryggen driller? Så er det måske tid til at ændre strategi.
Sundhedsstyrelsen slår nu fast, at almindelig smertestillende medicin sjældent hjælper på almindelige rygsmerter.
Ifølge styrelsen er effekten af præparater som Panodil, Ipren og selv opioider enten begrænset eller helt fraværende, når det gælder uspecifikke lænderygsmerter. I flere tilfælde virker medicinen ikke bedre end placebo.
“Der er ikke nogen gavnlig effekt af at tage smertestillende medicin, så der er egentlig ikke nogen grund til at tage pillerne,” siger Maria Herlev Ahrenfeldt, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Styrelsen har gennemgået en række studier og konkluderer, at smerterne i de fleste tilfælde ikke forsvinder hurtigere af den grund.
Læs også
Samtidig peger man på, at al medicin indebærer en risiko for bivirkninger. Hvis effekten udebliver, er der ifølge styrelsen ingen grund til at løbe risikoen.
Det skriver DR.
60 procent tager smertestillende
En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sundhedsstyrelsen, viser, at 60 procent af de danskere, der har haft rygsmerter, har taget smertestillende medicin. Det tal får nu styrelsen til at opfordre til en anden tilgang.
Rådet lyder klart: Bevæg dig.
Det kan virke uoverskueligt at snøre skoene, når ryggen værker, men almindelig aktivitet er ofte det bedste, man kan gøre.
Læs også
En gåtur, en svømmetur eller lette hverdagsaktiviteter kan være nok. Det handler ikke om at presse kroppen ud i ekstreme præstationer, men om at holde sig i gang med noget, man føler sig tryg ved.
De fleste smerter går over af sig selv
Langt de fleste vil opleve rygsmerter på et tidspunkt i livet. I de fleste tilfælde er der tale om ufarlige smerter, som opstår efter for eksempel et forkert løft, for lidt bevægelse eller en akavet bevægelse ud af sengen.
De går som regel over i løbet af dage eller uger.
Ved stærke eller vedvarende smerter bør man dog kontakte læge. I sådanne tilfælde kan der være behov for målrettet behandling, genoptræning eller i sjældne tilfælde operation.
For langt de fleste gælder dog et mere jordnært råd: Rejs dig op og kom i gang.