Vi ved alle at maden er blevet dyrere – men HVOR meget dyrere?
Lige nu læser andre
Danske forbrugere har næppe haft brug for endnu en påmindelse, men den kommer alligevel. De globale fødevarepriser er igen steget, og det for niende gang ud af de seneste 12 måneder.
Det viser nye tal fra FNs fødevareprisindeks for august ifølge B.T, hvor priserne er steget med 0,1 procent i forhold til måneden før. Samlet set er fødevarerne blevet 6,9 procent dyrere det seneste år – og over de seneste fire år er stigningen på omtrent 31 procent.
Bag de høje stigninger gemmer sig især varer som kaffe, chokolade og oksekød, der har lagt markant pres på de globale og danske fødevarebudgetter. Ifølge beregninger er kaffe steget med 32 procent, oksekød med 21 procent og chokolade med 20 procent.
“De højere priser har, sammen med et højere renteniveau og energipriser, tynget de fleste danskeres privatøkonomi i en eller anden grad de seneste år, og det er blandt årsagerne til, at vi har set forbrugertilliden hænge fast i det negative leje,” siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Midt i de dystre tal er der dog også en smule opløftende nyt. Ifølge Brian Friis Helmer forventer kun hver tiende fødevarevirksomhed at sætte priserne op i løbet af de kommende måneder. Otte procent regner faktisk med at sænke dem. Det betyder, at langt størstedelen venter, at priserne vil forblive uændrede.
Læs også
“Og det kan tænde et lille håb om mere stilstand i fødevarepriserne, mens også de bebudede afgiftslettelser giver lidt modtræk til højere råvarepriser,” udtaler han.
Samtidig er enkelte varer faktisk blevet billigere. Prisen på både sukker og olivenolie er faldet med omkring 20 procent det seneste år.
Regeringen har desuden foreslået afgiftslettelser i finanslovsudspillet, som – hvis de gennemføres – kan give et mindre afslag i priserne på visse fødevarer. Men ifølge økonomerne vil den effekt være begrænset sammenlignet med de voldsomme prisstigninger, der allerede har fundet sted.