Tekniker tabte metalbor, da han hang i toppen af Det Gyldne Tårn: Ramte gæst i hovedet

Skrevet af Mathias Madsen

21/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tivoli i København risikerer en stor bøde, fordi de ifølge anklagemyndigheden ikke sørgede ordentligt for sikkerheden, da én af parkens teknikere skulle rengøre en sensor i toppen af Det Gyldne Tårn.

Dagens topnyheder

I sommeren 2019 blev en gæst i Tivoli i Københavns besøg i parken brat afsluttet af en ulykke, som kan komme til at koste Tivoli dyrt. 

Det skriver Avisen Danmark.

Ifølge mediet tabte en tekniker, der var ved at rengøre en sensor i toppen af den 60 meter høje forlystelse, Det Gyldne Tårn, nemlig to metalbor ud af lommen. 

Og selvom det ene bor blot ramte jorden ved siden af kontrolløren til forlystelsen, så ramte det andet metalbor - et 12 centimeter langt 10 mm bor - en gæst i hovedet, hvilket resulterede i skader på gæsten. 

Derfor er Tivoli nu tiltalt for ikke at have sørget ordentligt for sikkerheden i forbindelse med arbejdsopgaven, fordi de blandt andet ikke havde spærret området under forlystelsen af. 

Uheldet, der skete d. 14. juni 2019, kan, hvis Tivoli bliver dømt, resultere i en bøde på 140.000 kroner, ligesom forlystelsesparken kan risikere at skulle betale erstatning til gæsten, der heldigvis slap uden varige mén. 

Retssagen, hvor sagen skal afgøres, finder sted d. 31. marts i år, og Tivolis pressechef, Torben Plank, vil ikke udtale andet, end at han håber, at man "kan finde en snarlig løsning."

Han har desuden bekræftet over for mediet KøbenhavnLIV, at hændelsen har fundet sted, og at sagen ikke er afgjort. 

Tivoli i København, der er verdens næstældste forlystelsespark, tager hvert år imod mere end fire millioner besøgende og er dermed Danmarks suverænt mest besøgte turistattraktion. 

Den gamle forlystelsespark er desuden Europas tredjemest besøgte forlystelsespark; kun overgået af Disneyland i Paris og Europa-Park i det sydvestlige Tyskland.