Thorning efter kritik: Selfie viser os som mennesker

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Helle Thorning-Schmidt (S) mener ikke, at det var upassende, at hun tog et selvportræt på sin telefon, en såkaldt selfie, sammen med USA's præsident, Barack Obama, og den britiske premierminister, David Cameron, under en mindehøjtidelighed for den afdøde Nelson Mandela.

Fotoet af de tre gik tirsdag verden rundt og blev også sat under kritisk lup af både aviser og kommentatorer, fordi det blev taget ved en mindehøjtidelighed for en afdød sydafrikansk ekspræsident.

Men det er ikke noget, der bider på den danske statsminister.

- Nej, det var ikke upassende. Der blev taget rigtig mange billeder af Obama den dag, og jeg synes bare, det var lidt sjovt.

- Og det viser måske også bare, at når vi stats- og regeringschefer mødes, så er vi jo også bare mennesker, der har det sjovt sammen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun slår fast, at selvom der var tale om en mindehøjtidelighed for en af det seneste århundreds store statsledere, så var det "en festlig begivenhed", hun var vidne til.

- Der var selvfølgelig en vemodighed over det, men dybest set var det en festlig begivenhed, hvor man også fejrede en mand, som har levet 95 år, og som har opnået så meget i sit liv.

- Det var et stort stadion, det foregik på. Der var sang og dans på lægterne, så der var på mange måder en positiv stemning. Og så tog vi en rigtig sjov selfie, siger hun.

Hun afviser, at hun kommer til at vise billedet frem, som det ellers bliver foreslået på de sociale medier. Og grunden er meget enkel:

- Det er ikke et særlig godt billede.

/ritzau/