Tidligere DR-profil i voldsomt uheld

Skrevet af Henrik R

09/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvad der blot skulle have været en hurtig cykeltur, endte med at gå helt galt for den tidligere DR-vært, Jens Jacob Juulsager.

Dagens topnyheder

Han havde sat sig på cyklen, fordi han skulle et smut ned efter et par nye laksko, der skulle bruges i forbindelse med Dronningens regeringsjubilæum på lørdag.

Nu står det dog klart, at han ikke kommer til at deltage ved fejringen denne weekend. Han endte nemlig med at styrte voldsomt på cyklen – og det var faktisk de nye laksko, der var skyld i det.

På vej hjem endte posen med sko nemlig inde i forhjulet på Jens Jacob Juulsagers cykel, hvilket resulterede i, at han blev sendt i asfalten.

Det afslører den tidligere DR-vært og -kommentator på Instagram.

Her skriver han også, at det var et voldsomt styrt, og at han efterfølgende krampede i to minutter. Derfor blev han fragtet til akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Hurtigt blev han dog sendt videre, da hans skader var alvorlige.

"Efter lidt scanninger gik turen videre med lægeambulance til traumecenteret på Rigshospitalet, fordi mine skrammer viste sig at være ret alvorlige. Nu ligger jeg så her på lungekirurgisk sengeafsnit på 15. sal med nakkekrave og slanger ud fra fire steder i kroppen og prøver at komme til kræfter," skriver han.

Han afslører også, at han har pådraget sig en længere liste af skader i forbindelse med det voldsomme cykelstyrt.

"Jeg har brækket syv-otte ribben (fintællingen er usikker), fået åbent brud på kravebenet, brækket mit skulderblad, brud på sjette nakkehvirvel, knækket en fortand, punkteret en lunge og har skrammer rundt omkring på kroppen," lyder det.

Heldigvis huskede Jens Jacob Juulsager at iføre sig sin cykelhjelm, inden han sætter sig op på cyklen. Ifølge overlægen på Rigshospitalet ville han nemlig næppe have overlevet, hvis ikke han havde haft cykelhjelm på.

Selvom det ikke er livstruende skader, han har pådraget sig, forventer Jens Jacob Juulsager dog, at han skal tilbringe en uge på hospitalet, hvorfor han også skal bruge mellem tre og fire uger derhjemme, så han kan komme sig.

Til slut roser han også hospitalspersonalet, som giver ham 'sublim pleje'. Derudover sender han også kærlige ord i retning af familie, venner og kolleger, som støtter ham i den svære situation, han befinder sig i.