Grupperejser eller såkaldte generationsrejser er blevet en populær rejseform blandt danskerne.
Her rejser flere vennepar eller familier ud i verden for at slappe af, få nye oplevelser og hygge sig sammen.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring viser, at tre ud af fire danskere ikke tjekker om deres afbestillings – og rejseforsikringer dækker på samme måde, som dem de rejser med.
Det kan skabe problemer, hvis der skulle ske noget på rejsen, pointerer fagchef i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen.
“Vi oplever at få flere henvendelser fra kunder, der har planlagt at rejse sammen, men hvor én i selskabet, må afbestille og resten af gruppen ønsker at gøre det samme, men fordi de har tegnet forsikring i flere forskellige selskaber, er det ikke en mulighed,” fortæller hun.
Louise Hertzum Andersen påpeger desuden, at det er særligt problematisk, hvis der er tale om generationsrejser, hvor forældre inviterer børn og svigerbørn på en rejse, og de rejsende har forskellige selskaber og dækninger.
“Når man rejser afsted på en større generations- eller grupperejse, skal man være opmærksom på, at der kan være forskellig dækning under rejseforsikringer tegnet i forskellige selskaber og særligt, hvis man benytter sig af rejseforsikring fra udenlandske selskaber eller under sit kreditkort. Derfor er det en rigtig god ide at sammenligne rejseforsikringer inden afrejse, så man ikke står i en situation, hvor man oplever forskellige procedurer samt forskelle i dækningstilbuddet,” siger hun.
Forskellige dækninger kan skabe utryghed på rejsen
Det er særligt problematisk at være dækket forskelligt, hvis uheldet er ude, enten inden afrejse eller på selve rejsen, forklarer Louise Hertzum Andersen.
“Hvis uheldet er ude inden rejsen overhovedet begynder, og man ønsker at afbestille rejsen fordi én, der er inviteret på rejsen, er blevet syg, kan man risikere, at en del af gruppen ikke har dækning for at afbestille pga. rejseledsager sygdom. Dette betyder, at rejsen enten må gennemføres eller rejsen pris eller dele heraf går tabt. Opstår uheldet derimod under rejsen og en eller flere kommer til skade eller bliver syge, kan man på forskellige rejseforsikringer opleve forskellig hjælp og dækning. Det kan være enormt utrygt at blive sendt til forskellige læger eller hospitaler i en i forvejen utryg og sårbar situation.”
Derfor har Louise Hertzum Andersen en klar opfordring.
“Sammenlign rejseforsikringer og dækning inden afrejse, og er man i tvivl om hvilken forsikring, man skal købe, kan man vælge at købe den samme forsikring til alle på den pågældende rejse fx via rejsebureau eller et forsikringsselskab specialiseret inden for rejseforsikring.”