Turisme slår rekord: Så mange penge tjener Danmark

Marcus Dam

6 timer siden

|

21/05/2025
Indland
Den ansvarlige minister for turisme, Morten Dahlin (V.) Via Ritzau
Den ansvarlige minister for turisme, Morten Dahlin (V.) Via Ritzau
Vækst for helårsturisme bidrager til ny omsætningsrekord for turismeerhvervet landet over.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere steder i landet er turisme en væsentlig faktor for økonomisk og social bæredygtighed. De foreløbige tal for turismeomsætningen 2024 lyder på 168 mia. kr. mod 162 mia. kr. året før.

Det skriver By-, Land- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

På Fanø udgør turismeforbruget hele 35 pct. af kommunens samlede økonomi. Så selvom det typisk er et erhverv fordelt på utallige mindre aktører, så udgør turismeerhvervet en ekstremt væsentlig bidragsyder i rigtigt mange danske kommuner.

Det viser nye tal fra VisitDenmark, som hvert år i rapporten Turismens økonomiske betydning samler data fordelt på blandt andet forbrug, beskæftigelse og skatteprovenu.

”Turismens værdi skabes af mange bække små, og det er ofte først, når vi ser på den samlede værdi af de forskellige erhverv, at værdien bliver meget tydelig. I mange af landets kommuner har der været stigning i turismeomsætningen, og det har en enorm betydning for udviklingen i eksempelvis landdistrikterne,” siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).

I efteråret 2024 lancerede regeringen en ny turismestrategi, som understreger vigtigheden af en samlet indsats i et forskelligartet erhverv.

”Ingen kan løfte opgaven alene – især når vi ser på den internationale markedsføring. Derfor er det tætte samarbejde på tværs af turismens organisationer en stor gevinst og medvirkende til, at Danmark klarer sig så relativt godt i turismelandskabet. Og så er det afgørende, at vi bliver ved med at have fokus på udviklingen af turismeprodukterne, så vi står stærkt i en hård konkurrence,” siger Morten Dahlin.

Når VisitDenmark i dag markedsfører Danmark som rejsemål, er der fokus på at tiltrække turister hele året. Den strategiske indsats for helårsturisme påvirker turismeomsætningen i hele landet – også i storbyerne, som turisterne i stigende grad besøger udenfor sommersæsonen.

”Danmark er et attraktivt rejsemål, og vi ønsker at byde endnu flere gæster velkommen. Men det skal ske på en måde, hvor turismen er balanceret – hele året og i hele landet. Derfor arbejder VisitDenmark målrettet på at tiltrække gæster uden for højsæsonen og for at sikre, at kapaciteten udnyttes bedre overalt i Danmark. Det er et langsigtet arbejde, som kræver investeringer og et stærkt samarbejde i hele turismesystemet. Når turismens omsætning stiger med 6 mia. kr. på et år, understreger det turismens værdi for det danske samfund,” siger CEO for VisitDenmark Katja Moesgaard.

I 2023 var turismeomsætningen 162 mia. kr., og i 2024 viser den foreløbige opgørelse, at omsætningen lander på 168 mia. kr., som er ny rekord.

”Omsætningen har overhalet niveauet fra før covid-perioden, og vi er inde i en støt, positiv udvikling. Det betyder også rigtig meget for beskæftigelsen, hvor turismeerhvervet spiller en særlig rolle, når det handler om social bæredygtighed, fordi der er mange typer jobs, som falder udenfor det øvrige arbejdsmarked,” siger Morten Dahlin (V).

Ads by MGDK