TV-2 aflyser koncert: Flere medlemmer ramt af sygdom

Skrevet af Mathias Nielsen

05/08/2022
Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Det populære band er ramt af sygdom.

Mest læste i dag

Det er fortsat festivalsæson. Lige nu løber Smukfest i Skanderborg af stablen, men den står ikke alene. Lige nu er der nemlig også Ringsted Festival i netop Ringsted.

Her er navne som Gnags, D-A-D, Andreas Odbjerg og TV-2. Sidstnævnte skulle gå på Anlægsscenen i dag klokken 14, men sådan bliver det ikke.

Det folkekære band fra Aarhus har nemlig aflyst koncerten på dette års Ringsted Festival. 

Bandet har sendt deres aflysning med beskeden om, at tre af bandets medlemmer har fået corona. Hele bandet er virkelig kede af aflysningen!, skriver Ringsted Festival på sin hjemmeside.

Det har grundet den korte varsel ikke været muligt for Ringsted Festival at hyre en erstatning ind. De har derfor valgt at flytte Rasmus Bjerg fra Reaktoren til Anlægsscenen.

Han skulle have gået på scenen allerede kl. 12:30, men vil nu gå Anlægsscenen kl. 14.

TV-2 har siden stiftelsen i 1981 kreeret mange hits til danskerne. Trods deres eget slogan som “Danmarks kedeligste orkester”, så er TV-2 den dag i dag fortsat et meget attraktivt live-band.

Det var i 1983 at succesen så småt begyndte at tage fart. Her udkom pladen ‘Beat’, hvor storhittet ‘Bag duggede ruder’ er at finde. Siden da er sange som ‘De første kærester på Månen’ og ‘Lanternen’ blevet synonym med TV-2.