Tyskere valfarter til Danmark for at tanke benzin

Skrevet af Henrik R

18/03/2022
Foto: Martin Frøland/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Frøland/Ritzau Scanpix
Herhjemme tanker vi selv mindst muligt i øjeblikket, da priserne på benzin er skyhøje, men samtidig valfarter tyskerne over grænsen for at tanke billig benzin i Danmark.

Dagens topnyheder

Mens vi i Danmark synes at benzinpriserne er skyhøje for tiden, så er det intet i forhold til de priser, som tyskerne kigger ind i.

Derfor ser man lige nu, at rigtig mange tyskere vælger at køre lidt ekstra kilometer nordpå, for at få tanket deres biler.

Prisen på benzin i Tyskland er cirka 2-3 kroner højere end i Danmark, og derfor er der rigtig mange tyskere, der vælger at tanke på tankstationerne på den anden side af grænsen.

JV.dk skriver, at særligt Circle K-tankstationen på Industrivej i Padborg har oplevet en trend af tankene tyskere, som de ikke har set før. 

Butikschef Gitte Storgaard fortæller til JV.dk, at tyskerne decideret er i gang med at hamstre benzin, fordi der er så stor forskel på prisen.

“De hamstrer. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det har jo altid været os, der har tanket i Tyskland, fordi det har været billigere der,” fortæller hun til mediet.

Mediet skriver, at det ikke kun er Circle K-tankstationen, der har oplevet den nye trend, men at mange tankstationer omkring grænsen har oplevet flere besøg fra tyskere end nogensinde før.

I skrivende stund er listeprisen for benzin i Danmark på 15,39 kroner, mens den i Tyskland ligger på mellem 17 og 18 kroner for en liter benzin.