Uhyggeligt: Så mange milliarder har danskerne mistet i år

Skrevet af Mathias Madsen

01/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danskernes formue i aktier er styrtdykker i værdi på rekordtid.

Dagens topnyheder

Det er næppe gået nogens snude forbi, at økonomien i det meste af verden er på vej i den forkerte retning. 

En krig i Europa efter to års coronanedlukninger har ikke gjort noget godt for inflationen, som har nået niveauer, vi sjældent har set før. 

Det kan den almene dansker uden tvivl mærke i det månedlige budget, men også på aktiemarkedet står det skidt til. 

Ifølge Finans viser nye tal fra Nationalbanken nemlig, at danskerne har mistet usandsynligt mange penge på aktiemarkedet siden årsskiftet. 

Faktisk står det så slemt til, at det er på vej mod det værste fald i flere år. 

Alene i april måned faldt danskernes samlede aktieformue med cirka to milliarder kroner, og det gør, at der samlet set er skåret næsten 45 milliarder kroner af danskernes aktieportføljer på årets første fire måneder. 

Til sammenligning steg danskernes samlede aktieportfølje med næsten 150 milliarder kroner sidste år. 

"Nedturen kommer ovenpå en positiv marts, hvor noget af det tabte ellers blev genvundet," har Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, skrevet i en kommentar.

Den positive vækst i marts er altså dog langt fra nok til at vende skuden, da danskernes aktieportføljer faktisk er faldet med cirka syv procent på bare fire måneder. 

Det betyder, at vi er godt på vej mod det største fald i flere år, da det lige nu er 2018, der har den rekord med et fald på 10 procent i løbet af et helt år. 

Efter faldet i 2022's første fire måneder har danskerne dog stadig en samlet aktieformue på cirka 607 milliarder kroner, hvilket er mere end dobbelt så meget som i 2007. 

"Der er ikke noget at sige til, hvis investorerne har oplevet 2022 som en voldsom rutsjebanetur indtil nu. For det er store udsving i en faldende tendens, vi har været vidner til på aktiemarkederne i år," har Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, skrevet i en kommentar.

Jagd har desuden udtalt, at det desværre ikke ser ud til, at aktierne begynder at stige lige foreløbigt. 

"Tårnhøj inflation, olieforsyningsproblemer og stilstand i Kina skubber fortsat til manges frygt for en recession specielt i Europa, og det vil føre flere aktiehumørsvingninger med sig. Derfor har investorerne fremadrettet al mulig grund til fortsat at træde varsomt," har han således udtalt.