'Ukendt' oksekød sælges som aldrig før: "Det er en god erstatning for en bøf"

Skrevet af Mathias Nielsen

12/08/2022
Foto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
De høje priser på oksekød har fået flere danskere til at spise alternative udskæringer.

Mest læste i dag

Det er dyrt at handle ind i disse tider. Det skyldes en rekordhøj inflation, som har fået danskerne til at prioritere benhårdt i de udhulede husholdningsbudgetter. En af de ting, som især er steget er meget, er kød. Især oksekød. Og det har man bemærket i flere supermarkeder og slagterhuse.

Men når en dør lukkes, så åbnes en ny. Det er også sket her, for en ‘ukendt’ type oksekød sælges nu som aldrig før. Det skyldes måske især prisen. 'Slagterens hemmelighed' bliver udskæringen også kaldt.

I gamle dage ville slagteren ikke sælge det, men hellere beholde det for sig selv, fordi det smager rigtig godt.

Hos Slagter Friis på Frederiksberg koster kødet 44 kroner pr. 100 gram. Kun cirka halvdelen af det, man skal slippe for oksemørbradbøffer.

»Det er en god erstatning for en bøf og er en meget populær udskæring blandt vores kunder. Men for mange almindelige dagligvarekunder er det ukendt. Det er lidt en hemmelighed,« siger slagtermester Søren Friis til B.T.

Kødet hedder nyretapper og stammer fra den inderste del af oksen. Navnet vil måske skræmme nogle kunder væk, men faktisk har det intet med nyrer at gøre.

Nyretapper er derimod to muskler, der holdes sammen af en stor sene og sidder bag nyrerne – deraf det lidt misvisende navn. På engelsk kaldes det for hanger steak.

Sådan ser kødet ud i rå forstand. Efter tilberedning skæres det typisk ud i skiver.

Foto: Shutterstock

»Vi vil gerne anbefale folk noget, de ikke finder i mange af supermarkederne, og som vi synes er helt fantastisk godt. Nyretapper har en meget intens oksekødsmag og er fantastisk mørt,« siger Søren Friis.