Ung bilist uden kørekort skyld i voldsom ulykke: Slipper for straf, mens passageren risikerer at miste kortet

Skrevet af Mathias Madsen

05/08/2022
OBS: Arkivfoto / Foto: Presse-fotos.dk
OBS: Arkivfoto / Foto: Presse-fotos.dk
Det lyder underligt, at føreren kan slippe for straf, mens passageren risikerer at miste sit kørekort, men det er faktisk tilfældet i en sag fra Tarm.

Dagens topnyheder

De fleste er godt klar over, at man altid kan miste sit kørekort, hvis man gør noget forkert, og at overse sin ubetingede vigepligt og derved skabe en ulykke er én af de ting, som kan få store konsekvenser. 

Faktisk resulterer det i, at man skal bestå en orienterende køreprøve inden for seks måneder og derfor potentielt set kan miste kortet, og det kan derfor være katastrofalt, hvis man er afhængig af sit kørekort, hvilket en passager fra en sag om en ulykke i Tarm må siges at være.

Det burde dog ikke være et problem, da vedkommende var passager, tænker du måske, men denne sag er mere kompliceret end som så. 

Det skriver Ringkøbing Skjern Dagbladet

Ifølge dagbladet kørte en ung bilist lørdag ved 11-tiden gennem krydset fra Engdraget ved Engvej, og her overså vedkommende en 84-årig bilist, der kom fra Engvej, og kørte på trods af sin ubetingede vigepligt ind i bilistens bil, hvilket resulterede i, at den endte på taget. 

Alligevel slipper den unge fører, som desuden ikke havde kørekort, fuldstændig for straf, mens den kvindelige passager skal op til en orienterende køreprøve og derfor risikerer at miste sit kørekort. 

Forvirret? Så læs videre. 

Årsagen er nemlig, at den unge bilist befandt sig i en køreskolebil, da vedkommende var i gang med at tage kørekort, og ved siden af på passagersædet sad kørelæreren, som altså nu er blevet straffet for ulykken. 

Selvom kørelæreren ikke er fører af bilen, er det nemlig hende, der er ansvarlig for kørslen og dermed også ulykken. 

Den 65-årige kørelærer skal derfor have booket en køreprøve - denne gang til sig selv - hvis vedkommende vil beholde både kort og job.