Ung dansker forsvundet på anden måned: Har du set Farhad?

Skrevet af Mathias Madsen

24/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet har endnu ikke fundet 16-årige Farhad, som har været forsvundet i mere end to måneder.

Dagens topnyheder

Natten til lørdag d. 9. april var sidste gang, at nogen så 16-årige Farhad. 

Her blev han set på Hummelkærsvej/Baunevej i det nordlige Vejle, og siden da har ingen set ham.

Det skriver Jyllands-Posten. 

Der gik ellers mindre end to døgn, før politiet d. 11. april efterlyste Farhad med navn og billede, men mere end to måneder efter er han stadig ikke fundet. 

"Der er ikke de store ændringer rent efterforskningsmæssigt," har efterforskningsleder Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi udtalt til avisen og forklaret, at Farhad både er efterlyst nationalt og internationalt. 

"Det er utrolig sjældent, at sådan noget her sker. Og af hensyn til familien giver vi ikke op, før vi har en afklaring," har han desuden udtalt. 

Af hensyn til efterforskning vil Lyng Michelsen ikke udtale sig yderligere, ligesom han ikke vil kommentere på, om politiet mistænker, at der ligger en forbrydelse bag. 

Farhad var iført en sort jakke, sorte bukser og sorte sko, da han forsvandt.

Den unge dreng er spinkel af bygning, cirka 170 centimeter høj og vejer cirka 65 kilo. Han har desuden mørkt hår og brune øjne. 

16-årige Farhad er fortsat forsvundet / Foto: Politi

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe i sagen, bedes du kontakte politiet på telefon 114.