Selvom det er godt for danskernes pengepung, fjerner det stadig ikke et alment problem.
Lige nu læser andre
Regeringen har annonceret en fjernelse af elafgiften i to år. Det er godt for danskerne og deres pengepung.
Drivkraft Danmark vurderer dog, at det ikke løser de grundlæggende problemer med den usunde konkurrencesituation på lademarkedet, som betyder, at danskerne betaler alt for meget for deres ladeprodukt, når de vælger en løsning, hvor ladning ude og hjemme er bundet sammen:
Konkurrencerådet har konkluderet, at halvdelen af elbilejere med hjemmeopladning betaler op til 70 procent for meget for deres produkt! Og det kommer fjernelsen af elafgiften ikke til at løse:
”Man kan selvfølgelig håbe på, at fjernelsen af elafgiften vil tydeliggøre denne overpris for forbrugerne, og det bør naturligvis afspejle sig i prisen på produktet fremover, men hvis det er en følelse af tryghed du køber med dit bundlingprodukt, så kommer det ikke til at løse noget grundlæggende.”, siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark, som også ærgrer sig over zig zag kursen:
”Vores medlemmer investerer i disse år mange millioner i løsninger til opladning af danskernes elbiler, og derfor er det uheldigt med omskiftelige rammevilkår. De har behov for langsigtede stabile rammer, og derfor bør denne fjernelse gøres permanent.”
Læs også
Hvad er den rigtige løsning for forbrugerne?
Hvis situationen for elbilisterne og deres pengepung for alvor skal forbedres, så er der kun en vej frem, og det er, at politikerne gennemfører Konkurrencerådets klare anbefalinger til at få et gennemsigtigt opladningsmarked:
”Jeg synes jo generelt, at det er positivt for danskernes økonomi med en fjernelse af elafgiften. Men i forhold til lige præcis elbilisterne og den overpris de betaler ved køb af hjemme- og ude-ladning og ved bilkøb, er vi nødt til at følge Konkurrencerådets klare anbefalinger, hvis det skal udbedres. Hvis politikerne samtidig med fjernelsen af elafgiften endelig tog action på Konkurrencerådets anbefalinger, så ville det virkelig batte noget for elbilisterne. Men her venter vi stadig på andet år…”, konstaterer Jacob Stahl Otte.