Nicolai H
Mens storebroren slipper lettere, er det slet ikke tilfældet for lillebroren.
Mens opmærksomheden på det danske kongehus sjældent er til at tage fejl af, er det ikke alle royale, der nyder lige meget opbakning.
Ifølge hofekspert Trine Larsen er det i stigende grad prins Joachim, der står for skud – og det på måder, der minder om den behandling, hans far, prins Henrik, modtog gennem årene.
Efter prins Henriks død i 2018 har pressens søgelys flyttet sig, vurderer Larsen. I hendes optik er Joachim i dag det naturlige mål for sarkasme og latterliggørelse, som tidligere ramte faderen for hans franske væremåde og krav om anerkendelse.
“Han bliver mobbet jo. Det er måden at tiltale ham på og tale om ham på. Det er ikke ham, som pressen går i brechen for. Det er mere ‘sådan er det bare’. Det er anderledes, hvis det er Frederik,” lyder det fra hofreporteren i et interview med Newsner Danmark.
Brødre i spændt balance
Det royale spændingsfelt udspiller sig også mellem brødrene, Joachim og Frederik. Forholdet har angiveligt været anspændt i perioder, men ifølge Larsen er det værd at bemærke, at konflikten aldrig er blevet foldet ud for offentligheden. Hun vurderer det som et bevidst valg fra kongehusets side, og hun peger på, at det er i tråd med et mere moderne og professionelt image.
I en tid hvor kongehuset navigerer i et offentligt klima med stigende forventninger og konstant eksponering, bliver det i stigende grad vigtigt at holde det interne privat – også selv om uenigheder ulmer under overfladen.
Vandring og verbal sparring
Prins Joachim har for nylig vist en anden side af sig selv i dokumentaren “Hærvejen,” hvor han går på opdagelse i den danske natur sammen med forfatter Steffen Jacobsen. Her får seerne et sjældent indblik i prinsens mere uformelle og eftertænksomme karakter.
“Sådan er han slet ikke. Man kan sige alt til ham. Han er meget overbærende. Han er meget ligetil. Det blev meget bedre, og han tog det meget seriøst og var også helt klar over filmens præmisser,” fortæller Jacobsen til DR.
Undervejs i dokumentaren krydser de to klinger – ikke fysisk, men verbalt. Jacobsen lægger ikke fingre imellem, og samtalerne bevæger sig til tider over i det, han beskriver som en form for “verbal brydekamp”. Joachim selv erkender i filmen, at hans måde at være på – særligt hans tilbageholdenhed – spiller ind, når han ikke selv stiller spørgsmål tilbage i dialogen.