Når geopolitik rammer supermarkedets sodavandshylde, kan det åbenbart få uventede konsekvenser. Den gode, gamle Jolly Cola, som mange troede var sendt på pension med plastikstolene i kolonihaven, har fået nyt liv – og årsagen skal findes på den anden side af Atlanten.
Efter at USA’s præsident Donald Trump meldte sig kritisk over for både EU og Danmark – og sågar luftede idéen om at købe Grønland – er salget af den danske cola-klassiker steget markant.
Flere forbrugere vælger bevidst Jolly frem for amerikanske mærker som Coca-Cola og Pepsi, og det i en grad, så producenten har haft svært ved at følge med efterspørgslen.
Nu har også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blandet sig i debatten – og han gør det med både diplomati og en smule lokalpatriotisme.
"Så står der en bryggeri-arbejder i Assens. Jeg ved ikke, hvor Pepsi bliver lavet, men Coca Cola bliver lavet i Fredericia. Og det er klart, at nede bagved, er der et amerikansk ekstrakt," sagde Løkke under et interview med TV 2 Fyn.
Udenrigsministeren understregede dog, at hans præference ikke skal forstås som en boykot af amerikanske varer. Valget falder på Jolly Cola af andre årsager end politiske.
"Jeg tror ikke, at vi får stoppet handelskrigen ved at holde op med at drikke Coca Cola. Men derfor kan det sagtens være noget, det enkelte menneske har lyst til at gøre," lød det videre fra ministeren, som pegede på faldende turisme til USA som en mere sandsynlig økonomisk konsekvens for amerikanerne.
Samtidig oplever dagligvarebutikker problemer med at skaffe nok dansk sodavand hjem til hylderne. Jolly Cola, der længe har kæmpet mod internationale giganter, rider nu på en national bølge, der ikke blot smager af sukker og kulsyre, men også af holdning.