Mikkel Petersen
Den tidligere landstræner ser med bekymring på fremtiden.
Ulrik Wilbek er vant til et liv i højt tempo med kalenderen fyldt fra morgen til aften. I dag ser hverdagen anderledes ud.
Den tidligere landstræner og borgmester har trukket sig fra de store poster og står nu et sted i livet, hvor tiden pludselig er blevet mere hans egen.
I et interview med Ekstra Bladet fortæller den 68-årige, at overgangen til et roligere liv har sat tanker i gang ikke mindst om det at blive ældre.
Fra travl hverdag til åbne timer
Efter otte år som borgmester i Viborg og en lang karriere i håndboldverdenen har Wilbek skruet markant ned for arbejdslivet.
Han beskæftiger sig i dag med udvalgte projekter, holder oplæg og fungerer som mentor, men tempoet er ikke, hvad det har været.
Den nye frihed er på mange måder en luksus, men den efterlader også ubesvarede spørgsmål.
“Jeg har ikke altid frygtet at blive gammel. Jeg tror, det gik op for mig, da pensionsalderen kom for et år siden. Og hvad så nu?” siger han.
Han beskriver en hverdag, hvor der stadig er aktiviteter som tennis, gåture og sociale aftaler, men hvor der også opstår tomrum, som tidligere var fyldt ud af arbejde.
Vil selv vælge sine projekter
I dag er Wilbek selektiv med, hvad han siger ja til.
Hvor han tidligere havde svært ved at afslå tilbud, vælger han nu kun opgaver, der giver mening for ham selv, og hvor han føler, han kan gøre en forskel.
Samtidig har han lukket døren til en tilbagevenden til håndbolden som tv-ekspert. Den del af karrieren betragter han som afsluttet.
Frygten for det, der følger med
Det er dog ikke tanken om stilstand, der fylder mest. Det er udsigten til de begrænsninger, der kan følge med alderdommen.
Wilbek peger især på sygdom og tab af funktionsevne som det, han frygter mest.
Han ønsker at forblive aktiv og selvstændig så længe som muligt og ser med bekymring på de konsekvenser, som eksempelvis demens kan have både for den enkelte og for de pårørende.
“Han lagde sig på sofaen og vågnede ikke igen. Han var fuldstændig frisk indtil den dag og havde aldrig været syg. Sådan skal man dø,” siger Wilbek med henvisning til en ældre bekendt.
Et nyt kapitel
Selvom tankerne om alderdom fylder, forsøger Ulrik Wilbek at finde balancen i sit nye liv.
Med færre forpligtelser og mere frihed er han i gang med at forme en hverdag, hvor aktivitet og ro går hånd i hånd.
Samtidig erkender han, at næste milepæl nærmer sig.
At runde 70 er ikke noget, han ser frem til, men snarere endnu en påmindelse om, at tiden går også for en mand, der ellers altid har været i bevægelse.
