Heidi advarer mod grove hundeoverfald: - En psykopat mishandler hunde, der er bundet ved butikker

Skrevet af Sol Stoffregen

15/03/2016

Dagens topnyheder

Heidi Mærsk Nielsen er rasende over situationen i hendes hjemby, hvor en eller flere dyremishandlere er på spil.

Hun bor i Varde i Vestjylland og har på det seneste hørt fra flere hundeejere, at deres hunde er blevet overfaldet og mishandlet, mens de har været bundet foran butikker og centre i området.

De kedelig sager har fået den dyreelskende Heidi til at skrive et indlæg på Facebook, hvor hun advarer hundeejere om faren og opfordrer folk til at holde øje med mistænkelige typer, så gerningsmanden kan blive stoppet. Hendes opslag er nået ud til 100.000 mennesker på kort tid og er blevet delt på Facebooksiden "Det sker i Varde". 

- Jeg kan ikke bære, at forsvarsløse bundne hunde bliver ofre for en psykopat's grumme handlinger, skriver Heidi Mærsk Nielsen i opslaget på Facebook, som er fra sidste uge.

Flere hundeejere har oplevet, at deres hunde er blevet sparket udenfor Varde Centret, mens de var bundet. Og senest er en labrador blevet tæsket og sparket samme sted, men ejeren handlede.

I de værste tilfælde har hundene været nødt til at komme til dyrlægen og på operationsbordet.

Heidi Mærsk Nielsen håber, at folk vil gribe ind, hvis de ser en hund, der bliver mishandlet.