Gode råd til nytårsaften: Sådan forbereder du dit kæledyr bedst

Skrevet af Mathias Madsen

29/12/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nytårsaften er en festlig aften, som de fleste af os ser frem til, men mange kæledyr rundt om i de danske hjem tilbringer det meste af aftenen rystende af skræk under sengen. Her er fem gode råd til at undgå, at dit kæledyr bliver bange.

Dagens topnyheder

I Danmark har det siden 2014 kun været lovligt at fyre fyrværkeri af uden særlig tilladelse fra og med d. 27. december til og med d. 1. januar. Krudtet kan dog allerede købes fra og med d. 15. december, og der er desværre mange, som ikke overholder, hvornår det må fyres af.

En 'befolkningsgruppe' som det især går udover er danskernes mange kæledyr, og det er især dyr som hunde og katte, som kan blive enormt bange for de høje brag og skarpe lysglimt.

Nogle kæledyrsejere oplever problemer, så snart folk begynder at skyde en smule af, mens andre først oplever det på selve nytårsaften, når det helt store show går i gang.

Uanset hvad, så er de fleste kæledyr bange for det farverige fyrværekeri i højere eller lavere grad, og nedenfor har vi derfor samlet nogle råd til at gøre aftenen mere behagelig for vores firebenede venner. Det er nemlig vigtigt at overvinde angsten, da den ellers kan sprede sig til andre situationer med høje brag som for eksempel tordenvejr og skybrud. 

Først og fremmest er det vigtigt at påpege, at nogle dyr ikke har problemer med nytårskrudt, og at det ofte handler om tilvænning. Der er dog nogle tegn på 'nytårsangst', som man kan holde øje med. Ifølge Holstebro Dyrehospital er det følgende:

Hvis hunden er urolig/rastløs, har lav kropsholdning og haleføring, savler, ryster, skraber på døre, paneler og gulve, gemmer sig eller ikke vil ud, har pludselig nedsat appetit, og/eller hvis hunden pludselig bliver urenlig, så er det tegn på nytårsangst. 

Hvis katten ryster, trykker, gemmer og beklager sig eller mijaver højlydt, pludselig ikke vil ud, har nedsat appetit eller pludselig bliver urenlig, så er det tegn på nytårsangst. 

Bedst med forebyggelse

Hvis ens kæledyr lider af 'nytårsangst', så er der heldigvis råd at hente. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det vigtigt at tage udgangspunkt i, hvor stresset og bange ens kæledyr blev sidste år. Har man et kæledyr, som er meget hårdt ramt, så kan den eneste løsning være at fejre nytår et sted, hvor der ikke er meget fyrværkeri - for eksempel langt ude på landet. 

Er kæledyret kun mildt ramt af stress og angst, så kan det være nok at skabe trygge rammer ved at være tæt på dyret, give dem godbidder og måske have en radio kørende med velkendte lyde, som kan overdøve de høje brag. Det er desuden vigtigt, at man ikke skælder dyret ud, da det kun vil forværre stressen.

Dyrenes Beskyttelse understreger dog, at man ikke altid kan 'kurere' nytårsangst, og at det derfor er vigtigt at tage sine forholdsregler ved at sørge for, at kæledyret ikke kan stikke af, hvis den bliver bange, og ved at holde den i kort snor på eventuelle gåture i dagene op til og på selve nytårsaften. 

Holstebro Dyrehospital skriver, at det er nemmere at forebygge nytårsangst end at kurere det, og det er derfor en god ide at vænne sit kæledyr til de høje lyde, hvis det er dyrets første nytår.

Det kan for eksempel gøres ved at afspille lyde af fyrværkeri for dyret, samtidig med at man sørger for trygge velkendte rammer eventuelt spædet op med godbidder, så dyret forbinder lydene med noget rart. Lydenes volumen kan gradvist øges, så dyret langsomt bliver tilvænnet. 

Fem konkrete råd

  1. Sørg for at køre dit kæledyr fysisk og psykiske træt inden nytårsaften, for eksempel ved at gå lange ture og/eller lege indenfor, hvis det er en kat, som ikke kan gå i snor. Det anbefales nemlig ikke at lukke katten ud i perioden, da den kan blive bange og løbe væk. 
  2. Lad dit kæledyr være i vante og trygge omgivelser. Træk gardinerne for og tænd lys og musik for at camouflere bragene og lysglimtene. Tilbyd din kat et gemmested som ikke er i nærheden af vinduer og døre. 
  3. Hold lidt igen med fodring i løbet af dagen og server så et lækkert måltid om aftenen, inden det bliver aller værst.
  4. Det er vigtigt, at man ikke selv reagerer på hverken fyrværkeriet eller dyrets angst, da stress og angst kan smitte. Søger dyret trøst, så giv den det på almindelig rolig vis og tilføj eventuelt nogle godbidder. 
  5. Giv aldrig dit kæledyr beroligende eller angstdæmpende medicin uden at have rådført dig med en dyrlæge. Brug eventuelt Adaptil til hunde og Feliway til katte i stedet. Det udsender beroligende hormoner, som kan hjælpe dyret med at slappe af.