Populære kosttilskud kan øge risikoen for kræft

Skrevet af Mathias Madsen

21/12/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Forskning viser at danskernes foretrukne kosttilskud - vitaminpillen - kan øge risikoen for kræft.

Dagens topnyheder

De fleste har spist et kosttilskud på et eller andet tidspunkt i deres liv, og de fleste har nok også spist mere end én. Faktisk spiser 60% af danskerne et kosttilskud jævnligt, det skriver DR

Et kosttilskud som næsten alle har spist mindst én gang i deres liv, og som mange spiste hver eneste dag, da de var barn, og måske stadig spiser hver dag, er multivitaminpillen.

Den lille pille, som mange indtager sammen med morgenmaden, og som indeholder stort set alle de vitaminer, vi som mennesker har brug for, har længe været populær blandt den danske befolkning, men måske er det ikke så smart endda at spise den lille pille.

Arne Astrup, leder af Center for Sund Vægt hos Novo Nordisk Fonden, har nemlig udtalt til DR, at man sagtens kan indtage for mange vitaminer: "For lidt er skidt, og for meget er skidt. Man skal finde den gyldne middelvej," udtaler han således og fortsætter: "Man kan blive overdoseret med vitaminer, og der er en risiko for, at det så gør tingene værre." 

Ikke nok med at vitaminoverskud kan give samme symptomer som vitaminmangel, så skriver apotek.dk også, at et ekstremt overskud af for eksempel A- og D-vitamin kan resultere i alvorlig forgiftning. 

Der findes både vandopløselige- og fedtopløselige vitaminer. De vandopløselige kan udskilles med urinen, hvis man indtager for mange, og det er derfor kun de fedtopløselige vitaminer, som kan være et problem, da et eventuelt overskud vil ophobes i leveren og i fedtvæv. 

Astrup udtaler, at nogle vitaminer i kombination af hinanden sågar kan øge risikoen for kræft, og man skal derfor ikke bare indtage massevis af vitamin- og mineraltilskud uden grund.

Artiklen fortsætter under videoen.

Både Astrup og apotek.dk anbefaler, at man kun indtager vitaminer, hvis det er nødvendigt, og at man eventuelt snakker med sin læge om det.

Det er for eksempel en god ide at indtage B12-vitamin, hvis man er vegetar eller veganer, jern og folinsyre hvis man er gravid eller prøver at blive det, og D-vitamin hvis man er mørklødet eller ofte går tildækket. Der er desuden generelt en god ide for alle at indtage D-vitamin i vinterhalvåret, når man bor i et forholdsvis mørkt land som Danmark.