Vintervejret kryber nærmere: Sådan lufter du ud i kulden

Skrevet af Emil Martesen

07/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er taget hul på vintermånederne, og kulden har for alvor sat sit præg på Danmark, hvorfor der nu følger nogle råd til hvordan du lufter ud i kulden.

Mest læste i dag

Vinteren kryber nærmere, og man skal blot én uge tilbage, før danskerne tog hul på december. 

Og mens julen står for døren, og vejret bliver koldere, så er det stadig vigtigt at huske udluftning. 

Især i en tid, hvor krisen raser, og danskerne har svært ved at få enderne til at hænge sammen. 

En række forbrugere har nemlig valgt at skrue ned for varmen i boligen for at undgå høje varmeregninger. 

Og når boligen er koldere, kan det være svært at få sig selv til at åbne vinduer og lukke mere kulde ind. Men man skal stadig huske at lufte ud for at få et godt indeklima. Derudover for at modvirke skimmelsvamp. 

Sektionsleder for Indeklima og Bygningsundersøgelser ved Teknologisk Institut, Thor Hansen, påpeger også, at kulden ikke må overtage lysten til at lufte ud: 

“Det er en god idé at lufte ud to-tre gange i løbet af et døgn for at fjerne fugt fra indeklimaet, selv om det er koldt og fugtigt udenfor”.

Lavere temperaturer i boligen øger desuden luftfugtigheden, og derfor skal man huske at lufte ud, selvom man har skruet ned for varmen. 

Man kan for eksempel lufte ud, når man står op, kommer hjem fra arbejde, og inden man går i seng. 

Vi producerer fugt i boligen, når vi tager bad, laver mad og i det hele taget ånder og sveder, hvorfor man især bør lufte ud om morgenen, når man står op, så man slipper af med den fugt, som kroppen har produceret i løbet af natten. 

Han fraråder, at man lader et vindue stå på klem i længere tid, når vejret er koldt, fordi det kan gøre overfladerne omkring vinduet kolde. Det kan medføre, at den fugt, der er i luften, sætter og koncentrerer sig omkring den kolde overflade.