Vilde anklager mod Mike Tyson: Voldtog kvinde i limousine

Skrevet af Mathias Nielsen

25/01/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den tidligere bokser er netop blevet anklaget for at have slået og voldtaget en kvinde. Episoden skulle angiveligt have fundet sted for flere årtier siden.

Dagens topnyheder

En kvinde fra den amerikanske delstat New York har lagt sag an mod den tidligere bokser Mike Tyson, som anklages for at have voldtaget kvinden.

Det viser retsdokumenter, som er indgivet til en domstol i New York, skriver TV 2.

Kvinden hævder, at hun mødte Tyson på en natklub “tidligt i 1990’erne”.

Senere på aftenen var kvinden fulgt med ud i Tysons limousine, og her tog aftenen en noget anderledes drejning, skal man tro anklagen.

Kvinden mener nemlig, at Mike Tyson i limousinen først havde tævet kvinden, inden han til sidst voldtog hende.

- Som resultat af Tysons voldtægt, led jeg og lider jeg stadigvæk af fysiske, psykiske og følelsesmæssige skader, siger kvinden.

Kvindens identitet er anonymiseret i retsdokumenterne, men det er hendes erstatningskrav ikke.

Kvinden forlanger nemlig intet mindre end 34,2 millioner danske kroner, hvilket svarer til 5 millioner dollars i erstatning.

Hverken Mike Tyson eller hans advokater har kommenteret søgsmålet endnu. Måske undrer du dig over, hvorfor kvinden først anmelder sagen nu - cirka 30 år efter episoden.

Primært skyldes det, at der i New York findes en lov, som tillader ofre for seksuelle forbrydelser at søge om erstatning, selv om forbrydelsen skulle falde for forældelsesfristen.

Tidligere har Mike Tyson afsonet en fængselsstraf for voldtægt.

Han afsonede fra 1992 en dom på tre år for at have voldtaget fotomodellen Desiree Washington, som var 18 år, da det skete.