29-årig stak kvinde ned: - Jeg kan ikke forklare hvorfor

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

En 29-årig mand, der mandag sidder tiltalt ved byretten i København for at have dræbt en kvinde i november i fjor, forklarer, at han handlede i nødværge, da han stak hende over 20 gange i en fælles bekendts lejlighed på Amager.

Knivstikkene blev tildelt med en kniv med et seks centimeter langt blad i lejlighedens badeværelse. Manden nægter sig skyldig i drab, men erklærer sig skyldig i grov vold.

Episoden fandt sted 26. november. Tiltalte og hans kæreste var på invitation taget over til en bekendts ven for at feste. Til festen var fire kvinder.

Heriblandt den 39-årige nu afdøde, der er tidligere danmarksmester i thaiboksning. Tiltalte vidste ikke, at hun også deltog i festen. De to var uvenner, fordi tiltalte tidligere havde kaldt hende "stikker" for at tale med politiet i forbindelse med et drabsforsøg på kvinden.

- Jeg kommer op i lejligheden og får en af krammer af vores veninde, der bor i lejligheden. Hun siger, at jeg har noget sort på kinden, og at jeg kan vaske det af ude på badeværelset, forklarer den tiltalte mand i retten.

Ude på badeværelset står den 39-årige kvinde og venter. Hun var gået derind, før tiltalte ankom til festen. Til kvinden, der bor i lejligheden, fortalte den 39-årige, at hun bare ville snakke med tiltalte og begrave stridsøksen.

- Der er mørkt på badeværelset, og jeg leder efter en stikkontakt. Pludselig bliver jeg slået i ansigtet. Slagene hagler ind, og jeg råber "stop eller jeg trækker kniven". Jeg står foroverbøjet og stikker op i luften en 15 gange.

Herefter løber han ud i stuen til de andre gæster, hvor han blandt andet truer kvinden, der bor i lejligheden, fordi hun efter hans mening har lokket ham i et baghold.

- Jeg er rødglødende af raseri og kan ikke tænke klart. Jeg går tilbage til badeværelset og stikker hende to gange i venstre lår, jeg kan ikke forklare hvorfor, fortæller den tiltalte i retten. Det er denne situation, der gør, at han erkender sig skyldig i grov vold.

Anklagemyndigheden vil have manden idømt forvaring. Sammen med fængsel på livstid er forvaring den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning.

/ritzau/