34-årig idømmes forvaring for overgreb og drabsforsøg

En 34-årige gerningsmand i et usædvanligt groft overfald på havnen i København er torsdag blevet idømt forvaring af et enigt nævningeting ved Københavns Byret.

Manden, Henrik Andersen, dømmes for vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg mod en 23-årig kvinde, som han kastede i vandet ved Kalvebod Brygge i december sidste år.

- Vi har lagt vægt på den forurettedes forklaring, som har været sikker, sammenhængende og særdeles troværdig, siger dommer Knud Erik Schmidt som en del af begrundelsen for, at den 34-årige er fundet skyldig.

Retten har desuden dømt Henrik Andersen for vold og voldtægt mod en kvinde, han kender. Overgrebene skete på et hotel på Rhodos og i en lejlighed i Kastrup sidste år.

I spørgsmålet om, hvorvidt Henrik Andersen skulle idømmes fængselsstraf eller forvaring, har retten lagt vægt på den alvorlige kriminalitet, han er fundet skyldig i.

- Dette er sammenholdt med hans personlighedsstruktur, som er beskrevet i de lægelige oplysninger, og med, at han tidligere er dømt for grov voldtægt og vold, siger dommer Knud Erik Schmidt.

- Han må derfor anses for i fremtiden at kunne være til fare for andres liv, legeme eller helbred, siger han.

Den 34-årige voldtægtsmand, der er iklædt ternet skjorte og jeans, er skaldet og har fuldskæg, virker rolig, da dommen bliver afsagt.

Henrik Andersen, som tidligere er blevet idømt seks års fængsel i en anden voldtægtssag, har gennem hele sagen nægtet sig skyldig.

Han anker dommen på stedet.

Om overfaldet på Kalvebod Brygge sagde anklager Jakob Buch-Jepsen inden dommen:

- Det kan nærmest ikke blive mere alvorligt, afstumpet og meningsløst.

Forsvareren, advokat Dorthe Fuglsang, mener derimod, at forvaring er for hård en straf.

Det alvorligste forhold - drabsforsøget - fandt sted tidligt om morgenen 7. december sidste år, hvor en 23-årig kvinde blev overfaldet.

Kvinden blev slået bevidstløs og forsøgt voldtaget i en skurvogn, og fra skurvognen slæbte Henrik Andersen sit offer hen til havnekanten. Herfra kastede han den alkoholpåvirkede kvinde i det ni grader kolde vand.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


LeoVegas
Danmarks Mobilcasino.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip