AaB-profiler: Aner ikke hvad der gik galt

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

AaB har været inde i en dårlig stime på det seneste. Ofte er nordjyderne gået ned efter pausen, og det fænomen gentog sig lørdag, da det regerende mesterhold gæstede FC Vestsjælland i Alka Superligaen.

Her var Kenneth Emil Petersen og holdkammeraterne foran 1-0 ved pausen, men endte med at tabe med 1-2.

- Jeg ville ønske, jeg kunne svare på, hvad der går galt. Vi kæmper meget hårdt med det i øjeblikket, og både mod FC Vestsjælland og senest mod FC Midtjylland havde vi chancerne til at vinde. Men det går bare ikke vores vej.

- I første halvleg havde vi chancerne til at komme foran 2-0, og dermed gøre det rigtig svært for FCV.

- Det fik vi ikke gjort, og vi er så inde i en periode, hvor modstanderne ikke skal bruge ret meget energi for at score mod os, siger midterforsvareren.

Heller ikke målscorer Nicklas Helenius kan forklare, hvad der så ofte går galt for AaB i øjeblikket.

- Pas. Vi snakkede i pausen om, at vi skulle fortsætte takterne fra den første halve time af kampen, siger Helenius.

- Det var virkelig mærkeligt, at vi ikke formåede det. Jeg aner ikke, hvad der gik galt. Vi mistede lidt selvtillid, når vi havde bolden, og smed derfor alt for mange bolde væk.

At AaB nu igen gik ned i anden halvleg betyder, at der er meget at arbejde på, når Kent Nielsen igen kalder til træning.

- Jeg ved virkelig ikke, hvad vi skal gøre. Vi skal måske prøve at finde 5-10 procent ekstra i anden halvleg, hvor vi skal have mere power og energi. Vi skal vise vores vilje til hinanden, og vise makkeren ved siden af, at vi virkelig er der.

AaB er på syvendepladsen i Superligaen.

/ritzau/