Tøjvirksomheden Shein har taget især unge mennesker over verden med storm.
Det skyldes især de meget lave priser, hvor en halskæde eksempelvis ofte kan erhverves for under 20 kroner. Ligeledes kan man nemt finde en kjole til under 100 kroner.
Det kan umiddelbart lyde problemfrit, men det er langt fra tilfældet. De lave priser kommer nemlig med en pris, som ikke er til at spøge med.
De billige produkter er ofte både sundhedsskadelige og ulovlige. Det viser en ny undersøgelse fra Greenpeace i Tyskland, skriver TV 2.
Greenpeace har købt og testet 47 produkter fra Shein, og testen viste, at 15 procent af produkterne indeholdt farlige kemikalier i et omfang, der gør dem direkte ulovlige i EU.
32 procent indeholdt en mængde farlige kemikalier, som giver anledning til bekymring blandt eksperter. Ifølge Forbrugerrådet Tænk, så bør Greenpeace’s undersøgelse give anledning til stor bekymring i Danmark.
- Det er vi selvfølgelig meget bekymrede over, også fordi det er en meget populær webshop, som mange især unge bruger. Når der er mange forskellige kemikalier, risikerer der at komme en cocktaileffekt, som blandt andet kan påvirke fertiliteten og forøge risikoen for allergi, siger Mads Reinholdt, som er direktør for Forbrugerrådet Tænk.
Greenpeace fandt blandt andet ftalater i sko og formaldehyd i en babykjole. I begge tilfælde oversteg mængden af kemikalier i tøjet det tilladte indenfor EU’s regler.
Når man som forbruger køber tøj udenfor EU, så kan det godt give problemer, da man ikke kan vide sig sikker på, at samme retningslinjer omkring kemikalier i tøjet overholdes.
Netop derfor anbefaler Mads Reinholdt danskerne at handle sit tøj i danske eller europæiske butikker.