Abe: Slut med at sige undskyld for krigsforbrydelser

Skrevet af admin

457 uger siden

|

14/08/2015

Dagens topnyheder

Japans premierminister, Zhinzo Abe, beklager dybt sit lands handlinger under Anden Verdenskrig, men så må det også være slut. Fremtidige generationer skal ikke blive ved med at sige undskyld, siger han.

Det springende punkt er, om det er en dybtfølt undskyldning, som Abe præsenterer, navnlig over for Kina og Korea - de to lande der led mest under de japanske krigsforbrydelser.

Det bliver næppe Abe, der får lov til at afgøre, om fremtidige generationer i Japan ikke længere skal undskylde for de grusomme krigsforbrydelser, der blev begået mod millioner af kinesere, koreanere og andre i stillehavsregionen.

Det bliver de berørte lande, og de har indtil nu ikke følt sig overbevist af tidligere japanske premierministre, som har undskyldt for tortur og massemord før og under verdenskrigen.

I sin tale kort før 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig synes Abe at balancere mellem beklagelse over krigshandlingerne og at understrege den pacifistiske kurs, som Japan har fulgt siden verdenskrigen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Japan har gentagne gange udtrykt en følelse af dyb beklagelse og oprigtigt undskyldt sine handlinger under krigen. Vi har vedvarende bekendt os til fred og fremgang for regionen siden krigsafslutningen, siger han.

- Sådanne holdninger, der er blevet ytret af tidligere regeringer, vil fortsat stå fast i fremtiden, siger han.

Abe henviser til, at Kina var udsat for "ubærlige lidelser, som skyldes det japanske militær".

Det skønnes, at den japanske offensiv i Kina kostede op mod 10 millioner mennesker livet.

Men lidt senere tilføjer han, at fremtidige generationer i Japan ikke skal blive ved med at sige undskyld.

- Vi må ikke lade vore børn, børnebørn og andre fremtidige generationer, som ikke har noget med krigen at gøre, være forudbestemt til at skulle sige undskyld.

Japan har i modsætning til Tyskland aldrig taget et opgør med de forbrydelser, som landets hær og regime begik. Kritikere påpeger, at mange japanere fortsat ser krigsgenerationen og hæren som ofre og ikke som bødler.

/ritzau/