Advarer mod falske mails: Svar ikke

Skrevet af Mathias Nielsen

09/03/2023
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Norlys er lige nu ramt af en situation, hvor svindlere udgiver sig for at være virksomheden i et forsøg på at snyde folk.

Dagens topnyheder

I ugens løb har Norlys fået en del henvendelser fra kunder, som hævder at være blevet kontaktet af virksomheden på email.

Det viser sig dog at være fup, og derfor advares modtagere af disse mails nu af Norlys.

I de falske mails lyder beskeden, at man har penge til gode på grund af for meget forudbetaling. Det pudsige er, at det rent faktisk er tilfældet for en del Norlys kunder. Det kom frem for nylig.

I mailen skal man blot udfylde en formular via et link, og så skulle der eftersigende være penge på kontoen inden længe.

Virkeligheden er desværre en lidt anden, for der er tale om svindel. Formålet er alene at lokke kontooplysninger ud af folk.

- Vi ville aldrig bede vores kunder om at give os deres oplysninger på den måde. Har man modtaget en sådan mail, skal man slette den, og hvis ens mailprogram giver mulighed for at rapportere den som spam, er det en god idé at gøre det også, siger Ken Bonefeld, der er it-sikkerhedschef i Norlys ifølge Nordjyske.

I den falske mail figurerer Norlys’ logo, hvorfor den kan virke reel. Kigger man nærmere på afsenderens mailadresse, så får man dog en anden opfattelse.

Her er mailen noget á la hewer@ns.sympatico.ca. Hvis det var Norlys, så ville den slutte på @norlys.dk.

Hvis man som kunde hos Norlys er i tvivl om, hvorvidt der er sket en fejl i forbindelse med betaling af en regning, kan man altid tjekke det på mit.norlys.dk og se, hvad der er op og ned.