Anne Louise Hassing deler livsændrende nyt: “Hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke noget før?”

Skrevet af Julie Møller

16/12/2020
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Anne Louise Hassing var ikke klar til det. Men så kom coronakrisen.

Dagens topnyheder

Coronakrisen har været ødelæggende for mange mennesker. Men den har også været skyld i gode ting. Hvis det ikke var for den, så havde Anne Louise Hassing måske ikke accepteret, at tiden var til en ny hofte.

Det er i radioprogrammet Badabing på P4, at hun fortæller sin historie til værten Carsten Bang. For et par år siden var hun nødt til at trække sig fra en rolle i tv-serien Sygeplejeskolen og en live-turne med City Singlerne, og det var ikke med sin egen gode vilje. 

“Jeg havde en dårlig hofte, som blev ved med at drille, slidgigt simpelthen. På det tidspunkt var jeg ikke rigtig klar mentalt til at få den skiftet ud. Jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at holde den kørende,” forklarer hun og uddyber, hvad hun gav sig i kast med.

Vegansk kost og yoga

Anne Louise Hassing valgte blandt andet at lægge sin kost om. 

“Jeg lagde min kost om til vegansk, jeg lavede yoga og tog alle mulige kosttilskud. Kyllingebrusk og jeg ved ikke hvad. Og det hjalp også. Men så kunne jeg mærke her i marts, da coronakrisen kom, at jeg var så afhængig af at gå i mit træningscenter, som så var lukket ned, og jeg begyndte at få rigtig ondt, så jeg tænkte, at nu gik den altså ikke længere.”

Anne Louise Hassing var ikke klar mentalt. Men så kom coronakrisen.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hun forklarer, at hun på det tidspunkt havde  gjort alt, hvad hun kunne, så derfor valgte hun at få en ny hofte. Et valg som hun absolut ikke fortryder. 

“Allerede tre måneder efter kunne jeg faktisk alt igen. Så man kan godt sige til sig selv: ‘hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke noget før?' Men sådan noget kan man jo altid tænke ikk? Men man skal jo være klar,” siger hun. 

I radioprogrammet forklarer hun også, at hun har interesseret sig meget for sundhed og holistisk helbredelse i mange år. Det startede i 2015, hvor hun, med sine egne ord, "gik ned med stress". Hun har har en komplementær hormonterapeutuddannelse, som hun har en plan om at bruge, når tiden er til det, fortæller hun.