Salget af et bestemt mejeriprodukt er eksploderet i de danske supermarkeder og Arla kan ikke dække efterspørgslen.
Salget af skyr er steget markant i danske supermarkeder. Arla, der er landets største producent af produktet, melder om en stigning på 25 procent over de seneste to år.
Det svarer til fem millioner ekstra kilo skyr sammenlignet med tidligere, hvorfor de har svært ved at følge med.
Kan ikke følge med
Arlas marketingdirektør Ann-Camilla Kjæmpe har over for DR sat ord på den store efterspørgsel, der dog ikke begrænser sig til skyr.
“Vi oplever generelt en rigtig stor efterspørgsel på produkter med højt proteinindhold. Det er især skyr, men også hytteost og proteindrikke, hvor vi har svært ved at følge med,” siger hun.
Tidligere var det primært i forbindelse med tilbudskampagner, at hylderne viste sig at være tomme for mange af dem, der dukkede op i supermarkederne. Nu er det ifølge Arla en vedvarende tendens.
“Selvom vi har udvidet vores produktion, og maskinerne kører i fuld drift, så vil der være forbrugere, særligt under kampagner, der synes, at hylderne ser tomme ud,” fortæller Ann-Camilla Kjæmpe.
Europæisk trend
Interessen for de proteinrige mejeriprodukter begrænser sig desuden ikke til det danske marked. Arla registrerer derimod en tilsvarende vækst i efterspørgslen på tværs af det europæiske marked.
Skyr har over de seneste 10 til 15 år bevæget sig fra en nichevare til i dag at være et fast indslag i mange danskeres køleskab.
Den store popularitet er især drevet af produktets kombination af lavt fedtindhold og højt proteinindhold.