Beckenbauer vil svare på Fifas Qatar-spørgsmål

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Franz Beckenbauer vil have ophævet sin karantæne øjeblikkeligt og melder sig parat til at svare på spørgsmål fra det internationale fodboldforbund, Fifa.

Det oplyser den 68-årige tysker søndag i en pressemeddelelse.

Beckenbauer modtog fredag 90 dages karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter, da Fifa mener, at han har nægtet at svare på spørgsmål fra Fifas chefefterforsker, Michael Garcia.

Garcia undersøger i øjeblikket, om Fifa-toppen blev bestukket, da den for fire år siden valgte Qatar som VM-vært i 2022. Dengang sad Beckenbauer i Fifas eksekutivkomité.

Lørdag udtalte den tyske fodboldlegende til avisen Bild, at forespørgslen fra Michael Garcia var skrevet på engelsk i et svært juridisk sprog. Beckenbauer ville gerne have spørgsmålene på tysk, men oplyser, at det blev afvist.

Beckenbauer slår i søndagens pressemeddelelse fast, at han agter svare på alle spørgsmål fra Garcia inden den 27. juni, og det vil ske skriftligt.

Tyskeren har aflyst en rejse til det igangværende VM i Brasilien på grund af Fifa-karantænen.

/ritzau/dpa