Vi kan ikke være utilfredse med vejret, der er over os hertillands, hvilket uden tvivl har fået tusindvis til at sidde sammen ved bålet.
Men flere steder i landet er det blevet så varmt, at man kan konstatere "høj brandfare", hvilket har fået Beredskab Fyn til at fraråde brugen af ukrudtsbrændere.
Hjemmesiden brandfare.dk vidner om høj brandfare i dele af Nordjylland, ved Hillerød i Nordsjælland og i Odense-området.
Hvis man i et område kan konstatere høj brandfare, vil der nemt kunne komme antændelser ved gløder eller mindre flammer.
Dog kan man roligt ånde lettet op igen. Grillen kan du nemlig roligt hive frem - hvis du altså er varsom.
Ifølge Mikael Pedersen, der er Chef for Forebyggende Afdeling hos Beredskab Fyn, skal man nemlig overholde visse forholdsregler.
"Det vigtigste er egentlig bare, at man husker, at man ikke må stille gasflasker under sin gasgrill. Vi har allerede haft episoder, hvor slangen er smeltet, og i de værste tilfælde kan varmen smelte selve flasken," siger han til Ekstra Bladet.
Selv om at man kan sætte fut i kullene, skal man holde nallerne fra ukrudtsbrændere.
"Lige nu er det så tørt, og selvom buskene måske ser grønne ud, så ved man ikke, hvad der ligger derinde, som flammen kan få fat i."
Han fraråder derfor al brug af ukrudtsbrændere lige nu.
Selvom det ser ud til, at vi bliver beriget med regn i løbet af mandagen, forventer beredskabschefen ikke, at det kommer til at ændre i det tørre landskab.