Belgien indfører aktiv dødshjælp for børn

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

På trods af massiv modstand fra kirken, visse børnelæger og belgiske demonstranter, har parlamentet i Belgien torsdag indført en lov, der tillader at yde aktiv dødshjælp for børn. 86 stemte for, 44 imod.

Loven tillader medlidenhedsdrab på børn med "ubærlig fysisk lidelse".

Dermed er Belgien det andet land, der tillader, at der bliver gjort en ende på uhelbredeligt syge børns liv.

- Det handler hverken om at pålægge dødshjælp til børn eller familier - det handler om at tillade, at barnet får valget om ikke at trække smerterne i langdrag, siger den socialistiske parlamentariker Karine Lalieux.

Holland var det første land, der tillod aktiv dødshjælp til børn. Men mens den hollandske lov sætter aldersgrænsen for aktiv dødshjælp ved 12 år, er Belgien det første land, der ophæver alle aldersbegrænsninger.

I forslaget, der er en udvidelse af Belgiens lov fra 2002 om "retten til at dø", hedder det, at barnet "skal have sin fulde dømmekraft i behold og være bevidst på det tidspunkt, da begæringen fremsættes".

Den mindreårige skal også befinde sig "i en håbløs medicinsk tilstand af konstant og ubærlig lidelse, som ikke kan lettes, og som vil indebære døden inden for en overskuelig tidsramme".

Rådgivning fra læger og en psykiater eller psykolog er påkrævet, ligesom ønsket også skal være godkendt af forældrene.

I de seneste måneder op til afstemningen i parlamentet har debatten været intens i Belgien. Kirkeledere har kaldt loven en "underminering af landets grundlæggende moralske værdier", og de mener, at man risikerer at bagatellisere døden.

Den uafhængige politiker Laurent Louis stemte imod forslaget af religiøse årsager.

- Man dræber ikke børn, sagde han efter afstemningen.

Fortalerne for loven har lagt vægt på, at man ikke kan argumentere for at sætte en aldersgrænse for "retten til døden".

Loven mangler nu at blive underskrevet af landets konge, kong Phillipe, før den officielt kan træde i kraft.

Der blev udført 1432 medlidenhedsdrab i Belgien i 2012.

/ritzau/AFP