Beredskabsstyrelsen om meteornedslag: Vi skal forudse det uforudsigelige

Skrevet af John Meyer

15/02/2013

Dagens topnyheder

Hvordan kan man som samfund forberede sig på det uforudsigelige? Det spørgsmål blev aktuelt i morges, da et meteornedslag sårede personer i hundredvis og forårsagede større materielle skader omkring den russiske by Chelyabinsk i Ural-regionen.

Ifølge kontorchef i Beredskabsstyrelsen Mads Ecklon viser meteornedslaget, hvorfor man skal lægge beredskabsplaner for hændelser generelt, frem for at planlægge specifikt.

- Denne gang var det et meteornedslag. Næste gang er det noget andet, som vi heller ikke havde regnet med. Af den grund skal vi planlægge for det uforudsigelige ved at forberede os generelt, siger han.

Hvis der skulle falde en meteorit ned på dansk jord, ville de danske myndigheder og virksomheder med beredskabsansvar håndtere det som en hvilken som helst anden større ulykke.

- De danske myndigheder arbejder efter en generel national beredskabsplan, som sætter os i stand til at håndtere alle typer af ulykker og katastrofer, siger Mads Ecklon.

Krisekommunikation i fokus
Via sociale medier er der ligesom ved andre større ulykker og katastrofer i de seneste år blevet postet massevis af information, videoer og rygter om meteornedslaget. Organisationer med beredskabsansvar gør ligeledes i stigende grad brug af sociale medier som Facebook og Twitter i forbindelse med større hændelser – både som kilde til information og som redskab til at informere.

- For organisationer er krisekommunikation et vigtigt indsatsområde, når der sker en ulykke. Sociale medier kan i den sammenhæng bidrage til at forsyne myndighederne med vigtige oplysninger, som kan bruges, når hjælpen skal sættes ind, og med sociale medier råder organisationerne over endnu et redskab i værktøjskassen til at sprede informationer hurtigt og effektivt, siger Mads Ecklon.

De sociale medier forsyner også borgerne med en mulighed for at følge med under kriser.

- Som borger kan sociale medier også være et effektivt værktøj til selvhjælp. Men det er vigtigt, at man forholder sig kritisk til den information, der findes, understreger han.