Medierne stod i 2013 i kø i for at kritisere den nyåbnede burgerrestaurant, der brugte letpåklædte kvinder som serveringspersonale. Forbilledet var tydeligvis amerikanske kæder som f.eks. Hooters, der bruger samme tricks til at lokke gæster ind på restauranten.
Desværre har konceptet ikke helt stået distancen i Danmark. Nu seks år efter åbningen må restauranten lukke og slukke. Selvom ejeren af Hot Buns klassificerer de seks år som en succes, så viser regnskaberne et lidt andet billede.
Burgerbaren har tilsyneladende aldrig været nogen stor økonomisk succes, og det er sandsynligvis også grunden til at de letpåklædte kvinder nu skal ud og lede efter et andet job.
Den officielle udmelding er dog, at bygningen, som Hot Buns lejer sig ind i, har fået nye ejere. Tilsyneladende kan Hot Buns ikke samarbejde med de nye ejere af bygningen, hvorfor forretningen lukkes.
Alligevel melder ejerne ud, at de har planer om at åbne restauranter igen. Aarhus og Aalborg nævnes overfor Ekstra Bladet som mulige destinationer for kommende forretninger. Om konceptet bliver det samme er endnu uvist, men konceptet er garant for medieomtale.
Hot Buns har tidligere uden held haft en restaurant i Aarhus. Den fik kun ét år inden den lukkede igen. Der har også været en Hot Buns i Skagen, som også er lukket.