Boom i sundhedsforsikringer kan også gavne dem uden

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Selv om antallet af danskere med privat sundhedsforsikring stiger og stiger, er der ingen tegn på, at Danmark er på vej til at blive delt i to hvad angår adgang til lægelig behandling.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten viser tal fra Forsikring og Pension, at 1.850.000 danskere - fortrinsvis privatansatte - i dag har en sundhedsforsikring som supplement til det offentlige sygehusvæsen.

Det har dog ikke forringet eller forbedret behandlingstilbuddet til dem uden forsikring, siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Han forklarer, at der de senere år er indført en offentlig udredningsgaranti, så man indenfor en måned skal have vished om, hvad man fejler.

Samtidig er behandlingsgarantierne dog også blevet forringet med en måned for mindre alvorlige lidelser, og derfor går regnestykket nogenlunde lige op, mener han.

- På den måde er der ikke blevet taget noget fra nogen, men man kan selvfølgelig godt tage en filosofisk diskussion om, hvorvidt det går ud over mig, at min nabo har fået det lidt bedre, siger han.

Jakob Kjellberg mener, at man kan argumentere for, at sundhedsforsikringerne faktisk er med til at løfte det offentlige sundhedstilbud.

- Private sundhedsforsikringer skulle i teorien aflaste det offentlige sundhedssystem og gøre det muligt at spare penge. Det knæ, der i stedet bliver opereret på et privathospital, belaster jo ikke sygehusvæsenet.

- Men i andre lande, hvor man har haft stigning i antallet af sundhedsforsikringer, er det svært at få øje på den aflastning. Udgifterne bliver i hvert fald ikke mindre.

- Årsagen er nok den, at forsikringerne løfter forventningsniveauet og sætter nye standarder for, hvad man kan forvente af det offentlige, siger han.

Frygten for, at de mange private sundhedsforsikringer skulle friste politikerne til at spare på tilbuddet til alle dem, der ikke er forsikret, kan derfor være ubegrundet.

Jakob Kjellberg henviser til undersøgelser, hvor danskerne bliver bedt om at prioritere, hvilke områder, der skal have tilført flere ressourcer.

- Her ender sundhedsvæsnet altid øverst, og det gør det svært for politikerne at skære lige præcis der, siger han.

Ifølge tallene fra Forsikring og Pension steg antallet af sundhedsforsikrede danskere sidste år med 340.000.

/ritzau/