Borgmester: Højrenationale tvinger os til refleksion

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Solskinsøen Bornholm lever op til sit kælenavn torsdag, hvor øen for femte gang lægger klippegrund til Folkemødet, der er en politisk festival for politikere, interesseorganisationer og helt almindelige borgere.

Igen i år ser deltagerantallet ud til at blive det højeste nogensinde. Arrangørerne venter cirka 25.000 gæster hver dag, og i den lille by Allinge, hvor Folkemødet foregår, myldrer gaderne med folk.

Og på den store plads, Cirkuspladsen, hvor lederne af de politiske partier over de næste fire dage skal holde taler, er der stuvende fuldt.

Men alt er ikke som det plejer. Overalt på øen ser man de hundredvis af politifolk fra hele landet, der er rejst til for at hjælpe de lokale kolleger med sikkerheden.

Allerede når gæsterne kommer i land fra færgen, bliver de mødt af betjente i skudsikre veste og en bombehund. Efter terrorangrebet i København i februar er sikkerheden skærpet over hele landet, og det sætter også sit præg på Bornholm.

Men det er ikke kun det generelt forøgede trusselsbillede, der har gjort sikkerhedsspørgsmålet aktuelt på Bornholm. Lørdag lægger Folkemødet grund til et par arrangementer med kontroversielle skikkelser fra den yderste europæiske højrefløj.

Samtidig betyder folketingsvalget, at flere politikere har afkortet eller helt aflyst deres besøg. Og åbningstalen, der egentlig skulle være holdt af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bliver i stedet holdt af Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S).

Grosbøll, der har stået i spidsen for Folkemødet siden begyndelsen i 2011, lægger ikke skjul på, at hun har et ambivalent forhold til de to omdiskuterede arrangementer.

- Mange har spurgt mig, om jeg hellere havde været de to arrangementer foruden. Tja, siger hun.

- Diskussionen har tvunget os til at reflektere over vores rummelighed. Demokrati er besværligt, men hvad er alternativet?

Borgmesteren understreger, at der kun er tale om to arrangementer ud af mere end 2000 begivenheder, der løber af stablen over Folkemødets fire dage. Hun håber, at Folkemødet kan være med til at sparke liv i debatten i folketingsvalgkampen.

- Men i modsætning til valget er det her tilladt at skifte mening. Gør det gerne en gang om dagen, når I bliver klogere, lyder opfordringen fra borgmesteren.

/ritzau/