Brandingekspert: Wonderful Copenhagens omdømme kan reddes

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke umuligt at redde Wonderful Copenhagens omdømme, selvom organisationen står på et absolut nulpunkt oven på Eurovision-skandalen.

Det mener brandingekspert og administrerende direktør hos rådgivningsvirksomheden Lead Agency, Kresten Schultz Jørgensen.

Tirsdag blev der skrevet et nyt kapitel i historien, da direktør Lars Bernhard Jørgensen valgte at forlade sin post.

Ifølge Kresten Schultz Jørgensen er det den rigtige beslutning, at direktøren har valgt at gå.

- I Wonderful Copenhagens situation kunne brand-værdien ikke være meget dårligere, end den har været de seneste måneder, og den offentlige opfattelse af organisationen betyder, at den politiske og mediemæssige tillid er på et absolut nulpunkt.

- Det kan være uretfærdigt, når organisationen i så mange år har gjort et fremragende stykke arbejde, men når vi taler om bestyrelsens omdømme og legitimitet, så skal der ske noget afgørende i alle led af organisationen, siger Kresten Schultz Jørgensen.

Selvom Wonderful Copenhagen i offentlighedens øjne er nede at skrabe bunden, så mener Kresten Schultz Jørgensen er det kan vendes.

- Der er fortsat håb for Wonderful Copenhagen. Det er en politisk organisation, hvilket vil sige, at de vigtigste samarbejdspartnere er interessenter, professionelle organisationer og samarbejdspartnere som detailhandlen og turistorganisationerne.

- En masse af de organisationer og institutioner ved godt, hvor vigtig en rolle Wonderful Copenhagen spiller, og hvor stort et arbejde organisationen tidligere har lagt i både turismeaktiviteter og detailhandlen, siger han.

Fremtidig succes for Wonderful Copenhagen afhænger også af, at ledelsen laver et gennemgående eftersyn af sin egen strategi, siger Kresten Schultz Jørgensen.

- Man bliver nødt til at lave et strategiskifte og en kulturændring i måden at køre organisationen på. Det skal decideret laves et serviceeftersyn.

- Både bestyrelsen og repræsentantskabet, der sætter strategien for organisationen, skal kigge indad og se på, om den måde, tingene køres på, er den rigtige, siger Kresten Schultz Jørgensen.

/ritzau/