Brev på Facebook: Camilla Plums sønner forsvarer "smuk slagtning" af pony

Skrevet af Ann Katrine Warren

02/07/2013

Dagens topnyheder

Midt i en voldsom mediestorm svarer TV-kokken Camilla Plums tvillingesønner, Carl og Niels, igen på beskyldningerne om dyreplageri, da de inden Sankt Hans slagtede en pony på stranden i Tisvildeleje.

Et brev, der er tilegnet "en pige, som så noget, hun på ingen måder var klar til" er lagt ud på Camilla Plums Facebook-profil. I brevet forklare tvillingedrengene deres side af sagen og forsøger at afmystificere slagtningen. De beskriver, hvordan de er opdraget kærligt og i nærkontakt med dyr - men også til at aflive dyr, når de er syge eller skal spises.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

"Hvad der åbenbart overrasker mange er, at en slagtning af et dyr indebærer, at man tager et liv og parterer dyret. Det er ikke noget, man gør for sjov. Man koncentrerer sig om at gøre det ordenligt, man sørger for, at dyret er afslappet og intet mærker. Ret beset er det ikke mere grusomt end at gå ud i sin have og plukke en squash," lyder det i brevet.

Plum-sønnerne mener, at at vi i vores moderne samfund har fået for stor afstand til produktionen af vores mad. De mener, at de gav den lille pony den bedst tænkelig død.

LÆS OGSÅ: Nybagte mødre er mere optaget af Facebook end baby

"Den nu danmarksberømte hest Tarzan - eller Dennis-Brian som vi faktisk kaldte ham - er afleveret til en dyrlæge, som vil foretage de nødvendige undersøgelser. Disse undersøgelser vil vise, at ponyen var afslappet, da den fik et slag i panden, hvorefter den øjeblikkeligt tabte bevidstheden og fik halsen skåret over. En mere umærkelig død findes simpelthen ikke. Det hele foregik et sted, som vi synes er utrolig smukt - stranden i Tisvilde ved solnedgang. Hvis man forestiller sig, at et dyr har en ånd, er dette et skønnere sted end de fleste dyreånder får lov at rejse fra," skriver Carl og Niels Plum.

Tvillingerne understreger, at de respekterer, at folk er blevet oprørte over historien, men langer kraftigt ud efter mediernes dækning af sagen, som de har meget svært ved at genkende.

Camilla Plum måtte kortvarigt nedlægge sin Facebook-profil, fordi grove kommentarer og trusler væltede ind, da det stod klart, at det var hendes sønner, der havde slagtet ponyen Tarzan. Hun har ikke selv kommenteret brevet, som nu er lagt ud via hendes profil, men kommentarerne under brevet er denne gang hovedsageligt positive.