Cepos om talkrig: Kommuner styrer budgetter bedre

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Der er blevet fjernet fire milliarder kroner fra den kommunale velfærd i den periode, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har været ved magten, hævder Venstre.

Nej, der er brugt 1,5 milliarder kroner mere, lyder det fra Socialdemokraterne.

Hvem der har ret, er der ikke noget entydigt svar på. De to partier refererer nemlig til to forskellige tal, forklarer cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos.

- Når jeg kigger på, hvad der er aftalt, at kommunerne må bruge, er der tale om et fald på cirka fire milliarder kroner. Når jeg kigger på regnskaberne for, hvad de faktisk har brugt, er der tale om en svag stigning, siger han.

Han henviser til tal fra Finansministeriet, der viser, at det aftalte beløb for kommunernes serviceudgifter var på 238,8 milliarder kroner i 2012 og 234,4 milliarder kroner i 2014, altså et fald på lidt mere end fire milliarder.

Men ser man på de penge, kommunerne faktisk har brugt - det er nemlig ikke nødvendigvis det samme, som det, der var aftalt med regeringen - var udgifterne på 231,4 milliarder i 2011 og 231,9 milliarder kroner i 2014.

Derudover blev regeringen, Venstre og Konservative i forbindelse med finansloven for 2014 enige om at tilføre ældreområdet en milliard kroner årligt frem til 2017. Tilsammen giver det altså en stigning på 1,5 milliarder.

Kort fortalt er der altså tale om, at forskellen mellem, hvad der er aftalt, kommunerne må bruge, og hvad de faktisk bruger, er blevet mindre. I alle årene har kommunerne brugt mindre end aftalt.

Mads Lundby Hansen betegner udviklingen som "en stille revolution". Den væsentligste årsag er, at kommunerne er blevet bedre til at overholde deres budgetter.

- Jeg har været overrasket under Thorning-regeringen over, at det har været muligt at styre de kommunale udgifter i så høj grad, siger han.

- Det er lykkedes at nedbringe den kommunale beskæftigelse, uden at det har givet anledning til demonstrationer, og det kan være, at det er fordi, vi begynder at se nogle gevinster af kommunalreformen, tilføjer Mads Lundby Hansen.

En væsentlig forklaring på, at kommunerne over alle årene bruger mindre, end de har aftalt med regeringen er, at kommunerne får en økonomisk straf, hvis de bruger for mange penge.

/ritzau/